Jeg er tarvelig…

Yngste sendes ned til veninden, så de dernede kan forberede sig på den snarlige afrejse. En tur til marsken fylder ganske betragteligt, når man er 9 år gammel og skal forberede sig både praktisk og mentalt.

De to piger har talt i telefon hver dag hele ugen. Ikke bare sådan en samtale, som skal afklare om de skal have sovepose eller dyne med. Nej, turen skal dissekeres i småstumper, som allesammen forsøger at tage forbehold for solskin – for så skal vi i hvert fald huske badetøj, de dumme voksne – for så kan vi jo lukke døren ind til værelset og så bare spille…, storebror – for så må de altså tage sig af ham, for vi har ret til noget privatliv, regnvejr – for så kan vi jo alligevel godt gå ud, madlede – mon så ikke de har McDonalds dernede også og sådan kunne jeg blive ved. De stopper aldrig og det er hver dag de lige skal ringe sammen for igen at aftale noget nyt.

At glæde sig er dejligt. Der er næsten ikke bedre følelse end at glæde sig helt vildt til noget. At have så meget kildren i maven, at det bliver svært at sove for det. Jeg under dem at glæde sig. Det gør jeg virkelig, men det kan bare godt blive for meget ind imellem, så nu er yngste sendt i byen, for at glæde sig.

Så kan vi glæde os over, at hun glæder sig… et andet sted i byen.

Stakkels forældre det andet sted i byen.