Lidt optimist er man vel altid…

Ind imellem får jeg ligesom en åbenbaring. Nå ja, store ord Liselotte. Fald ned. Bløde knæ… og træk vejret helt ned i maven, men altså…

Måske er der nogle som kan huske, at jeg længtes noget så brændende for nogle måneder siden. Sad der og havde ondt af mig selv, fordi fødder og ben ikke ville, som jeg ville. Jeg længtes ned til Rold. Ned til Troldeskoven, de underjordiske og heksen. Ned til Mosskovpavillonen, hvor en frokost er en udsøgt nydelse, som ikke kan beskrives, men skal opleves. Ned til sjov, frisk luft og uendelig smuk natur.

I dag vover jeg pelsen. Ja, det regner ind imellem og ja, det er koldt udenfor, men fandeme om det skal stoppe mig, for benene dur igen og det skal fejres, skal det. Måske bli’r de trætte og gør ondt, måske kan de ikke holde det jeg tror, men for 3 måneder siden var det utopisk at forestille sig, at jeg ville kunne gøre en tur om Store Økssø. I dag tror jeg at jeg kan.

Følelsen er ubeskrivelig dejlig. I dag tager jeg mor og svigermor med til Mosskovpavillonen og vi skal spise frokost inde bag de duggede ruder. Vi skal sidde og nyde udsigten til skov og sø, ungerne der hygger udenfor i klatretræerne og vi skal have det dejligt, skal vi.
Realist som jeg er, ved jeg godt, at gåturen måske bliver kort, men alligevel skal en smule regn ikke stoppe mig. Der dufter jo frygteligt, vidunderligt, forrygende dejligt i en skov i regnvejr…