2

Endelig hjemme igen…

image Så er hun endelig hjemme fra Italien igen. Altså ikke fordi jeg sådan har været nervøs for hende. Ret meget. Hun kan jo klare sig selv. Ikke. Det kan man i den alder. Siger de, men jeg er ikke altid overbevist og bliver det vist aldrig.

Uanset hvor ihærdigt fornuften prøver at fortælle mig noget andet, er det altså i sidste ende mig og kun mig, der kan klare den, når livet svirper hårdt hen over ryggen på hende.

Hun er en del af mig. En del af hele mig. De to år inden hun kom ind i mit liv, har sikkert haft en eller anden enorm betydning for det menneske jeg er endt med at være i dag, men for mit vedkommende, så husker jeg ikke andet end bevidstheden om at hun var der.
At vi var to. At vi altid var sammen. At vi legede sammen. Også med andre, men ikke uden hinanden.

Vi havde enkelte år i teenagealderen, hvor vi simpelthen blev for forskellige. Ikke havde noget at tale om, men i stedet for at glide fra hinanden, holdt vi øje… med hinanden og ventede. Ventede på, at vi igen kunne finde fælles fodslaw og det lykkedes. I dag kan vi stadig ikke undvære hinanden, selvom afstanden er upraktisk.

Da hun ringede i formiddags blev jeg bare så glad. Tænk… hun er lige kommet hjem i går aftes. Har vel knapt fået pakket ud endnu. Alligevel ringede hun og vi snakkede i næsten en time. Om det vigtige og det banale.

Hun er en ualmindelig dejlig lillesøster :-)

Du vil sikkert også kunne lide