4. bedst i verden?

Storhedsvanvid ka’ ramme enhver… Selv en nordjyde… måske…

Jeg læste lige et indlæg her hos Christian, som fik mig til at skrupgrine. Nu er det jo sådan, at jeg befinder mig i nordeuropas Luxemborg – vi mener også at befinde os i et skattely heroppe i nordjylland og betaler derfor kun modvilligt skat. Jeg indrømmer gerne, at vi ind imellem kan forekomme en anelse belastende, når vi ikke i udelt begejstring begynder at slynge om os med superlativer og jeg ved godt, at knudemanden er født heroppe, men…

Jeg spekulerer som en gal over, om man heroppe i Ålborg har ladet fjenden internere og dermed ansat en københavner som direktør for Tivoliland, for den her er alligevel på grænsen til at være for storladen og begejstret for en nordjyde.

Nu er det jo sådan, at jeg ganske klart mindes den tur vi havde i Tivoliland for et par år siden. Og ja, der er en grund til at det er nogle år siden.
Ungerne havde plaget og til sidst måtte vi overgive os. Selv efter allerede hjemmefra at have forberedt hinanden på, at det jo bestemt ikke kunne sammenlignes med det Tivoli vi kendte fra København, måtte vi altså næsten grine.
Ikke at ungerne ikke havde alletiders tur. Det havde de. Desværre forelskede de sig begge i en frygtelig forlystelse som basalt set var en tur gennem “Eventyrenes Verden” i tophængte små vogne, som viste sig at være potente knæknusere. Bremser og afstandsberegning var så godt som ikke eksisterende, så mine knæ knaldede på et tidspunkt massivt ind i vognen foran og heraf fulgte 2 sommeruger med blå knæ, som bestemt ikke pyntede.
Så langt, så godt, men det værste var, at ungerne skreg af begejstring hver gang vi nåede til scenen med Snehvide og Bambi! Ikke at jeg kunne se sammenhængen, men i hvert fald syntes ungerne at Bambi var helt forrygende. Jeg syntes han var en ynkelig, mølædt parodi på et dådyr, men den slags skal man måske ikke tage så tungt. I grunden skal man vel heller ikke lade sig gå på af, at Bambis hale var faldet af og lå på gulvet. De skaldede pletter han havde, skulle vi nok heller ikke henregne som en eller anden obskur skovrelateret hudsygdom, men bare ignorere, så det prøvede vi…
Det vigtigste… Ungerne hyggede sig. Og det gjorde de 5 lange, seje og næsten umenneskeligt usmagelige gange…

Bagefter var det naturligvis tid til andre forlystelser og bevar mig vel. Der kunne da findes ting, som var okay, men med Tivolilands ringe størrelse, en massiv nedslidning som var så tydelig og i særdeleshed manglen på samarbejdsvilje i forhold til ældste og hans handicap, var det vist kun børn der kunne lade sig forblænde. Og så lige Travel Channel altså…