Nogen gange…

Nogen gange kan jeg godt blive en smule paranoid. Helt ærligt, det kan jeg virkelig. Det er ikke fordi jeg synes godt om min paranoide sindstilstand. Nærmest tværtom, men altså ser du…
Der er naturligvis en grund. Det er der altid. Når man tænker efter, er der altid en (u)rimelig forklaring på tingene, hvis man altså gider tænke og det gør man jo ikke altid, men altså…

Der er jo, på nuværende tidspunkt, ikke meget mere end 4 døgn tilbage førend jeg kaster mig i bilen for at køre sydvest på… mod Amsterdam – hvis jeg altså bare er blevet paranoid og der ikke er et gran af sandhed i mine konspirationsteorier, men altså…

Her sidder jeg i egne tanker og prøver af et ærligt hjerte at gøre en forskel. I hvert fald gøre noget forskelligt fra det jeg plejer at gøre. Jeg åbner lørdag aften oversigten over hvordan jeg skal arbejde i den kommende uge og hvad ser jeg?
Jo såmænd… jeg skal arbejde næste fredag – hele dagen – til stor forundring for mig, da jeg agter at befinde mig i en af Amsterdams små snedige stræder den dag, så det kommer altså en smule ubelejligt. Bare en lillebitte smule. Undskyld!

Efter nogle minutter konstaterer jeg så ydermere, at ældste er i gang med at opbygge en monsterfeber, som efter kort tid viser sig at være et udslag af en meget mangelfuld fornemmelse for timing. Han mangler opdragelse, den knægt og det er noget vi skal have snakket om, lige så snart feberen er under de fyrre grader igen…

Nu sidder jeg så her… mens Amsterdam og kærestetur forsvinder længere og længere ud i horisonten, men det skal fandeme blive løgn, skal det.
Jeg er klar på en rask duel, hvis der er nogen, som gider fortælle mig hvem det er, der konstant obstruerer mine ellers så fornøjelige planer. Ved du det?