Brylluppet…

Sådan lidt apropos og så i virkeligheden ret tilfældigt. Jeg faldt over min første skriveøvelse foranlediget af det geniale lille program Rasmus tilbød. Jeg husker ikke nøjagtigt plot o.s.v., men i hvert fald gav jeg mig selv 20 minutter og var bagefter temmelig “hmmm” i forhold til resultatet.
Jeg har ikke læst det siden, så ikke mere pyller… Her kommer det au naturel…

Det var det tredie i år…
Han havde set så meget og hørt endnu mere, men endnu var det ikke slut. Han forstod ikke hvorfor det skulle være sådan. Hvorfor var det ham der hver gang måtte stå for skud? Hvorfor var han den de altid valgte når de skulle betro sig? Måske havde han et specielt talent for at indgyde tillid… Måske var det bare fordi han aldrig formåede at sige nej.

Orkestret gik i gang med bryllupsvalsen. Søren og Agnete gled ud på gulvet og mens de allesammen stod og kiggede på det yndige brudepar, tænkte han tilbage på de forgående minutter…

Søren havde kaldt ham hen og havde bedt ham gå med en tur ud i haven. De havde vandret ned langs den smukke sø, som lå i forlængelse af Svalegården.
Efter en tid i tavshed, havde Søren langsomt nærmet sig det han måtte sige. Han havde forklaret, at dette bryllup var til Agnete. Det var hende der havde insisteret på det. Han havde ikke haft hverken lysten eller behovet for at vise verden, at de to hørte sammen. Agnete havde insisteret og med hendes stædighed og manipulation, stod de så her i dag. 82 gæster og en brudevals der ventede derinde. Skræmmende, men det værste var, at han slet ikke elskede Agnete.
“Hun har aldrig spurgt mig”, sagde han.
Nej spurgt… Skal man spørge? Efter 13 års samliv, skulle man mene at de var nået forbi den tid hvor usikkerheden stadig gjorde dem åbne for andre potientielle livspartnere.
“Jeg har mødt en anden”, sagde han.
Jamen mødt en anden… Jeg vil ikke vide det, tænkte han. Jeg vil ganske enkelt ikke vide det. Der må være andre han kan betro den slags til. Men det var der ikke og det vidste han også godt. Hvad har man ellers brødre til?
“Hvad har du tænkt dig at gøre?”, spurgte han.
“Jeg ved det ikke…”, svarede Søren. Og så var de vandret videre langs søens bred. I stilhed. Havde lidt sammen.

Efter en tid var de blevet enige om, at det var på tide at smutte indenfor igen. Snart skulle de danse brudevalsen og ingen skulle begynde at lede efter gommen…

Nu dansede Søren så med sin Agnete. Smerten var at læse i hans øjne, som han gled forbi Andreas. Hvordan pokker får man den slags sagt og hvorfor pokker får man det først sagt når det er for sent…

Mens parret hvirvlede rundt ude på dansegulvet gjorde orkestret sit til at dette skulle være festligt. De spillede vildere og vildere. Gæsterne begyndte, traditionen tro, at klappe og stimle sammen om brudeparret, som fik mindre og mindre plads at danse på. Tilsidst stod de i indercirklen, som ikke rummede meget plads til valsen, da der pludselig lød et højt, knagende brag.

Loftslampen, en kæmpestor lysekrone med tusinder af glimtende dråbeformede glastykker, sled sig løs fra loftet og faldt direkte ned mod indercirklen. Med et brag, landede den inde blandt alle gæsterne.

Da lampen var landet, hørtes skrig og jamren mens flere begyndte at råbe: “Ring efter en ambulance!”.
Andreas trådte hurtigt ind i cirklen. Fejede uduelige mennesker tilside og nåede tilsidst ind til Søren og Agnete. Søren sad stille, med blodet silende ned af ansigtet og Agnete hvilede i hans skød. Andreas bukkede sig ned og sagde: “Giv mig lidt plads. Jeg er læge…”, mens han hurtigt dannede sig et overblik over skaderne. Søren ville klare sig, men Agnete var død. Der var ingen tvivl. Lampen havde næsten kappet hovedet af hende i sin fortvivlede hvirvlen mod gulvet. Søren sad som forstenet og det eneste man kunne høre var: “Agnete… nu er det for sent…”, som han gentog om og om igen mens tårerne strømmede ned af hans kinder.

To uger senere mødte Andreas Sørens nye veninde. En smuk kvinde, som var intelligent og meget forelsket i ham. De var inviteret til middag og aftenen forløb meget hyggeligt. Undervejs blev der snakket bryllup og fælles økonomi, salg af en lejlighed og mulige børn.

I en stille stund i løbet af aftenen trak Søren ham til side og sagde: “Ja, hun er meget smuk og dejlig, men det værste er, at jeg slet ikke elsker hende. Og hun har aldrig spurgt mig…”.

(Based on an exercise generated by WriteThis – 21-09-2003 13:29:31)