En æra er slut. Vi hentede de sidste ting i dag og der blev lukket og slukket. Nu står jeg tilbage med et par billeder, en gammel grammafon og en ???kongelig??? figur, som ene og alene har affektionsværdi og af æstetiske grunde aldrig bliver at finde synligt på matriklen.
Det er slut. På en eller anden måde vidste jeg, da vi lukkede og slukkede, at det definitivt er slut. At livet nu bliver et andet. At vi skal give plads til at Sanne finder sine nye ben og får fodfæste i sit nye liv uden far som patriark. At vi skal give hende plads til at bevise overfor os, at hun naturligvis har valgt rigtigt, nu hun flytter langt ud på landet for at bo hos sin nye kæreste. Endnu en mand, som er mange år ældre end hende og jeg må endnu en gang konstatere, at der er ting her i livet, som jeg bare ikke forstår…
De sidste rester af far forsvandt med afleveringen af huset til de nye, glade ejere. Indtil da syntes jeg stadig han var nærværende på et eller andet plan, når vi kom i huset. Nu er det ligesom han aldrig har eksisteret. Hans liv er slettet og så er det naturligvis ikke sådan det forholder sig – det ved jeg jo godt, men… det er en underlig tom fornemmelse jeg sidder med lige nu.
Underligt at overdragelsen af huset gav mig alle de turbulente følelser, for der er udelukkende triste og uendeligt sørgelige minder knyttet til det. Far havde i mange år snakket om, at han gerne, inden pensionen engang, ville nå at bygge sit drømmehus. Han tegnede det i en alder af 61. Købte grund og byggede egenhændigt på huset, kun med enkelte venners hjælp, fra starten af maj og lige indtil han var næsten færdig i september, hvor han endelig fik taget sig sammen til at gå til lægen med de smerter han havde.
Det viste sig at være en kræft i et stadie hvor lægerne ikke kunne gøre andet end smertebehandle, så det var sådan hele hans hus-eventyr endte.
6 måneders helvede, desværre kun iblandet ganske få gode stunder, fordi det hele bare var så svært for den store mand, blev hvad han nåede at få i sit drømmehus. Han døde i sin seng 9. marts sidste år, med hånden i min, helt som jeg havde lovet ham. Nu er hans hus også nogle andre menneskers hus, men de sagde at det var deres drømmehus, så det kan vel kompensere lidt…
???Tag dig sammen Liselotte???, syn’s jeg lige jeg hørte ham hviske ;-)
3 kommentarer
Esther
28. april 2004 at 20:15Kan udm?rket f?lge dig – i s?r p? dagen i dag – min elskede far d?de for 11 ?r siden d. 28. april.
“Heldigvis” fik vi t?mt hans hus rimelig hurtigt…det var i hvert fald solgt 1.10, kan jeg huske….men Gu’ hvor var det underligt at lukke d?ren for sidste gang…og vide man aldrig mere skulle derind.
Liselotte
28. april 2004 at 15:53Lige pr?cis… :-)
Jie
28. april 2004 at 15:39Dang, m?tte lige tage mig sammen, da jeg l?ste dette indl?g. Kan s? udem?rket s?tte mig ind i din situation. Husker ogs? tydeligt den tomhed der var, da jeg var ude og hente de ting der best?d noget fra det r?kkehus min far boede i. Det hele virkede s?… forkert, man kunne stdaig fornnemme “lugten” af ham, og man kunne faktisk se ham sidde der i sofaen, men nej, lige gyldigt hvilket rum man gik ind i, s? var han der ikke.
Og den forbandende tomhed, da man lukkede d?ren efter sig og gik.. Man vidste det var sidste gang man satte sine ben der.
Det er jo nok fordi man stadig havde det hus at forholde sig til, til trods for man udem?rket vidste det “kun” var et “tomt” hus. Og s? .. minderne.. de hang jo stadig i luften derinde. S? ja, kan snildt f?lge dig.