Fik du et påskeæg?

Så er påsken ved at være forbi. Ikke nok med at den stort set kun indeholdt sygdom for mit vedkommende. Der var heller intet påskeæg…

Påskefrokosten måtte jeg aflyse. Jeg er ikke spor underholdende i dag. Jeg har ondt. Bihulerne er ved at tage livet af mig og jeg spiser penicillin i vildskab, i håb om at det snart hjælper. Jeg havde ellers glædet mig så meget. Jeg vidste det ville blive alletiders dag i skønt selskab, så det er ekstra ærgerligt at måtte ringe og udskyde den slags. En påskefrokost efter påske er forøvrigt ikke det samme, vel…

Ungerne er en plage. De har sidst jaget høns rundt i hele haven. Oskar var heldig nok til at få mulighed for – ikke velovervejet af tøserne – at deltage i jagten, hvilket i hvert fald ikke gjorde den kedeligere. Heller ikke mindre højrøstet…

Vasketøjet hober sig langsomt op i dynger på størrelse med Mount Everest, men jeg orker ikke gøre noget ved det, for det gør ulideligt ondt at bukke sig ned i retning af lågen. Lad bjerget vokse og en skønne dag komme til mig i stedet for. Det sker vel, hvis jeg venter længe nok…

Alt i alt næsten en *ØV*-påske, men kun næsten, for foråret står på lur ude ved min hæk og selvom jeg ikke har været ude at bide i det, så kan jeg sagtens se det herinde fra. Forude venter køkkenhaven og drivhuset på at blive fyldt med alskens gode sager, så det er vel bare et spørgsmål om tålmodighed – så er jeg igen klar til at brydes lidt med livet og ikke mindst forårets mange gøremål…

Man kan KUN blive i godt humør af at mærke solens stråler varme i nakken…

PS – Du ka’ nå det endnu. Jeg modtager stadig påskeæg.