Den fandt mig! Selvom jeg forgæves prøvede at gemme mig og endda troede at jeg var sluppet forbi næsten uset. Sidste weekend fik jeg en megaforkølelse, som næsten tog min næse med i købet. Pudset halvt i smadder, var den ikke noget charmerende syn, men det tog dog ikke mere end nogle dage – så var jeg på højkant igen.
I går begyndte jeg pludselig at nyse uhæmmet, men da jeg hypokonderer omkring en snert af pollenallergi, tilskrev jeg straks min nysen dette fænomen. Den forklaring skulle vise sig ikke at holde vand, eller rettere sagt enorme mængder vand…
Min næse tapløb hele dagen i går. Efter nogle timer med konstant løbenæse, begyndte også øjnene at sætte trumf på og inden aftenen var gået, havde jeg oparbejdet noget der ligner en kæmpeforkølelse igen. Nu har den så sat trumf på.
Feberen er sat ind. Jeg tåger rundt og fryser konstant uagtet jeg på et tidspunkt barrikaderede mig bag et tykt uldtæppe – og ja, jeg ved godt at det er dummeste man kan gøre, når man har feber, men ikke desto mindre var det overlevelsesinstinktet som sagde, at det ville være godt på det tidspunkt.
Hvorfor fanden er det sådan skruet sammen, at jeg får influenza når alle andre har overstået deres? Og hvorfor skal det lige være i påsken?
Jeg fortjener et trøste-påskeæg af de STORE!
U*P*D*A*T*E – jeg tror et stort krus varm og hjemmelavet chokolade med flødeskum kan hjælpe og som ægge-erstatning går det lige an, hvis han spørger pænt ;-)
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.