Jeg har fået et gækkebrev. Et lille smukt stykke silkepapir udklippet i de smukkeste mønstre. Nederst står der:
“Mit navn det står med ………, pas på det ikke stikker”.
Nu gættede jeg jo på livet løs, for ikke at komme til at skylde påskeæg, men det lykkedes naturligvis ikke. Ældste har meldt sig frivilligt som afsender, så nu skylder jeg altså et af slagsen og det skal sikkert ikke være de mindste man kan få…
Da jeg var barn, var en af vores store fornøjelser også at lave gækkebreve og få dem sendt afsted i retning af forældre og bedsteforældre i håb om at indkassere æg til en mavepine eller to.
Vi klippede silkepapir i smukke mønstre og gik på jagt nede i naboens have efter vintergækker, hvilket ikke altid var lige populært. Vi var ikke de eneste unger med trang til at plyndre forhaven for de smukke hvide blomster, så det kunne ende med en have som så både afpillet og nedtrampet ud, når vi nærmede os påskedagene.
Gækkeversene…
Farmor havde en guds velsignelse af gækkevers, som hun havde samlet gennem årene. Et af hendes yndlingsvers var det til kokkepigen, som hun havde opsnappet på en gård, hvor hun havde tjent som ung pige. Kokkepigen og staldkarlen blev gift et års tid senere og farmor elskede at fortælle den historie hver påske…
Mit navn det må du gætte
og spekulere på,
jeg prikker blot vil sætte,
så la’r jeg brevet gå
Jeg sender dig et gækkebrev,
men ak, jeg mangled’ blæk,
mit navn jeg da med prikker skrev,
gæt nu min kære gæk.
Jeg gik ud i vintersol
for at finde en viol,
men for sne og kolde vinde
var violen ej at finde.
Da jeg vendte og gik væk,
fik jeg øje på en gæk.
Mit navn det står med prikker.
Pas på det ikke stikker…
Søde smækfede kokkepige,
der er så trivelig som nogen.
Husk på, at det går ikke altid
just på en prik efter kogebogen.
Derfor er det i dag jeg kommer
med min blomst, skønt det ikke er sommer.
Derfor er det, at jeg Dem spår:
Lille Gæk, De bliver gift i år.
I forbindelse med påske, er der en tradition jeg holder meget af, men måske er det typisk nordjysk – det er jeg faktisk ikke klar over. I hvert fald er det en af mine yndlingsspiser, hvor specielt det end må forekomme en, som ikke er vant med kosten.
Hver eneste påske gennem hele min barndom, var det eneste min far insisterede på at spise skidne æg. Det skulle påskedagene indeholde og mor lavede det trofast år efter år. Det smager så englene synger. På den anden side set… hvor svært kan det være? Det er hårdkogte æg lagt i en opbagt senneps-sovs. Her til skal man have rugbrød – gerne hjemmebagt, og en god snaps kan gøre retten endnu mere attraktiv.
Skidne Æg…
Kog ca. 2-4 æg pr. person til de er hårdkogte.
Lad æggene køle, og pil dem.
Lav dernæst en opbagt sovs, hvor der beregnes ca. 2 – 2½ dl. mælk pr. person.
Når sovsen har den rette konsistens, krydres den med (fiske)sennep og æggene kommes i.
Serveres med rugbrød og gerne en snaps – og prøv det nu, hvis du kan lide sennep og æg, er det et festmåltid af format… sagde den tossede nordjyde så…
Go’ fornøjelse!
4 kommentarer
Liselotte
10. april 2004 at 12:41dalager – du er da mand for at finde ud af den slags, er du ikke?
Jeg aner ikke hvorfra navnet stammer, men kan det have noget at g?re med den farve sovsen ender med at ha’? Den er jo ikke just klar, men n?rmere… n? ja… lidt skiden…?
Liselotte
10. april 2004 at 12:40Thomas – charme, selvtillid og l?kkert h?r er ikke altid nok;-) S?de ord er befordrende for den slags kurmageri, men jeg tror ikke jeg vil anbefale din fortolkning af tidligere tiders versef?dder – men ret har du jo, det er da meget lidt charmerende ;-)
dalager
10. april 2004 at 10:57Jeg har altid undret mig over, hvordan de skidne ?g fik deres navn (lige siden jeg fandt ud af, hvordan elefanten fik sin snabel).
Thomas
10. april 2004 at 10:48sm?kfede kokkepige..
Noget af nogle scorebem?rkninger de rev af sig den gang..
Idag ville det vel nogenlunde svare til : ‘So, du bliver sgu gift i ?r.’