Tørfisk – en aprilsnar…

For mange år siden udstod jeg en del af min læretid på et skummelt loft inde på Nytorv her i Ålborg. Deroppe under ormstukne bjælker og utætte tegl sad vi 4 mennesker klemt inde på ganske lidt plads, men med ufattelige mængder spilopper hoppende rundt i kroppen.
Altså nogen af os. Ikke alle. Bent var f.eks. et ualmindelig seriøst menneske, som slet ikke rummede andet end alvor. Virkelig. Det er sandt.
Med 3 andre mennesker med alvorlige problemer med at være alvorlige endsige oppebære voksen adfærd, var Bent naturligvis havnet i et Hades, som han gennemlevede hver evig eneste dag året rundt. Han tog det nu pænt syn’s jeg.

Som yngste og elev blev jeg naturligvis udsat for lidt af hvert, men intet af det stod mål med hvad Bent måtte leve med. Bent var det mest elskelige menneske og på trods af sjælens alvor, kunne han ind imellem briste ud i hjertelig latter og endda more sig over vores sindsyge påfund.
Der var dog én ting, som kunne gøre ham vanvittig af raseri.
En af de ting vi anvendte hver dag var en mat tape, som efter den var blevet monteret, blev næsten usynlig. Med lidt snilde og masser af hårdt arbejde, lykkedes det ofte Marianne og mig at tape samtlige løsdele på Bents bord fast. Samtlige betød altså ALT, så Bent næste morgen kunne starte med at bruge den første time på at løsne alt fra saksen til blyanten. Dette kunne gøre Bent sindsyg af raseri, hvilket naturligvis kun opildnede os – Bent var ikke god til at være rasende på en intimiderende måde. Han fremstod nærmere latterlig, så de to uvorne tøser fortsatte bare.

Nå, efter et stykke tid med tape, måtte vi lis’som finde nye græsgange og snart gik der sport i at prøve at overgå hinanden med opfindsomme morsomheder. Bent tog det pænt og havde lært sig selv, at ALT skulle kontrolleres inden han begyndte at bruge det. F.eks. skar vi en gang bunden ud af toneren til kopi-maskinen – og skreg så af grin, da Bent løftede flasken fra bordet og dermed fik smurt hele tegnestuen ind i et jævnt lag af sort støv.
Vi gjorde altså selv rent bagefter – efter ordre fra chefen – og det var knapt så sjovt, men fortjent…
En anden gang måtte vi simpelthen bare smutte 3 tørrede fisk ned i lommen på Bents overfrakke. Bent gik hjem gennem Ålborg undrende sig over hvor dårligt der lugtede i byen, men da han og familien senere på aftenen pludselig bemærkede en rigtig dårlig lugt spredte sig i huset var det ikke Bent, men hans kone, som fandt de 3 fisk i hans lomme. Underligt nok var han skidesur næste morgen. Det var endda den 1. april, så helt ærligt…

Når jeg tænker tilbage indfinder den dårlige samvittighed sig. I grunden var det mobning af groveste karakter og jeg tænker tit at møder jeg Bent, vil jeg bede ham tilgive mig for alt det jeg udsatte ham for dengang for 20 år siden…

Undskyld Bent!