Under det stille vand…

Engang kunne manden i mit liv lokkes til at holde ferie i Sverige. Telt, kano og toiletbesøg i vildnisset var hvad jeg tilbød ham – og jeg undrede mig over hvorfor han så massivt skulle bestikkes for at sige ja, men endelig, efter lange overtalelser, endte det altså med en aftale om kanoferie i Sverige.
Vi skulle have hans storebror og lillebror med og desuden havde storebror en kollega Poul, som også meget gerne ville med, sammen med sin kæreste Anni.

Alt åndede fred og idyl, men allerede på turen derop, fornemmede vi en vis afstandstagen. Humor er mange ting – og ind imellem en mangelvare, men når man allerede i bussen på vej til Sverige, fornemmer en temmelig kraftig divergens i selve opfattelsen af hvad som er morsomt, kan man sagtens – uden forudgående besøg hos clairvoyante – forudse hvor lang sådan en uge kan blive…

Ugen blev lang. Rigtig lang, men også umanerlig sjov. Brødrene og jeg havde det rigtigt sjovt og fandt hurtigt ud af, at sporten på turen skulle være at gøre Anni vanvittig af forargelse. Der skulle i grunden ikke meget til, men sjovt var det – for os, altså… Ikke for Poul…

Vi badede nøgne i skovsøerne deroppe. Vi satte os splitterfornøjede omkring bålet bagefter og drak rødvin fra kartoner, som havde stået og lunet sig tæt ved bålet. Masser af sukker gjorde den drikbar og effekten af den var ganske fortrinlig. Når den havde indfundet sig, begyndte vi så at fortælle historier fra de varme lande – og de blev ikke ringere af, at vi vidste at Anni indenfor små 10 minutter ville rejse sig med forargelsen malet i ansigtet og med skinger stemme sige: ???Så Poul, så skal vi vist også til at i seng…! Nu!???, hvorefter Poul med et længselsfuldt blik efter os, luskede op i teltet sammen med Anni.

Anni var så klog, så vi andre med rette kunne spørge hende om hvad som helst og så være helt sikre på, at vi i tilgift fik et foredrag så langt, så vi nåede at kede os inden hun var færdig. Det blev også en sport. Vi spurgte Anni om de mest vanvittige ting og da hun var så klog, udbredte hun sig glad og gerne om emner lige fra raketforskning til dyrkning af grøntsager på klippegrund. Konkurrencen gik ud på at finde det mest vanvittige/usandsynlige emne at få Anni til at udbrede sig om, men morsomt nok vandt ingen, for Anni tog enhver forespørgsel dybt alvorligt og kunne hver eneste gang informere os i en grad som efterlod Poul med endnu flere panderynker end dem han tog afsted med. Han var nemlig den eneste af de to, som opdagede at det her var spas og ikke alvor…

Anni syntes vi var uansvarlige. Anni syntes, at vi skulle have opført os mere voksent. Anni syntes ikke vi skulle pjatte så meget. Anni syntes heller ikke at vi skulle lave mad sammen, for vores mad var ikke voksent nok. Anni syntes i det hele taget, at hun og Poul var langt mere duelige udi en kanotur til Sverige og hun undlod ikke at fortælle os, at vi var dybt uansvarlige.

En eftermiddag stod vi nede ved bredden og fiskede. Drengene gjorde. Jeg sad og læste og kiggede engang imellem op, når de grinede ekstra højt af lillebrors ynkelige kast med snøren. Anni havde besluttet, at hun og Poul skulle ud på en lille sejltur i kanoen, så de var ved at gøre klar. Mens hun med skinger stemme dirigerede Poul sørgede hun samtidig for at advare drengene om, at de i hvert fald ikke skulle ramme hende med de snører de stod så uansvarligt og kastede med. ???Det er jo farligt???, som hun sagde…
Anni fik ret, for få sekunder senere sad fiskekrogen i låret på mig og jeg sad og skreg ynkeligt, for det gjorde rigtigt ondt. Drengene stormede hen og kigge med beundring på mig, da jeg tog mig sammen – der var jo tilsyneladende ingen af dem der gjorde noget – og fik hevet krogen ud på den anden side, Jeg klippede modhagerne af, hev det sidste ud af låret og så gik jeg ned for at vaske såret. Anni sad henne ved bredden og undlod endnu en gang ikke at fortælle os, at vi var uansvarlige og havde vi nu husket plaster – hvilket vi jo ikke havde – og jod og kunne vi lægge en forbinding og…

Alt imens Anni havde travlt med at dirigere os, havde Poul lagt fra land og inden de var nået langt ud på søen skete der pludselig tusinde ting på ganske få sekunder. Kanoen tippede og hældte al indhold direkte i søen. Dette inkluderede ikke bare Anni og Poul, men også Annis rygsæk, som ikke var vandtæt og som hun ikke havde puttet i en plastikpose eller fastgjort til kanoen. Ydermere havde hun lige lagt det meget dyre og vildt avancerede kamera, som Poul længe havde ønsket sig og endelig fået, øverst på rygsækken – for hun skulle jo lige gestikulere til de dumme og uansvarlige mennesker der stod med fiskekroge i lårene inde på bredden – så det forsvandt også ned i dybet uden overhovedet at tage hensyn til Annis følelser. Noget hun ellers forlangte af alt i sine omgivelser…

Tro nu ikke at vi hoverede. Tro nu ikke, at vi var nær ved at kvæles i grin. Tro nu ikke, at vi med vores ellers så usle og ringe hjernekapacitet havde lyst til at sige: ???Det var da vist Nemesis???…
Nej, vi er i grunden nogle rare mennesker, så vi for ud i vandet for at redde hvad reddes kunne og det viste sig at være alt for lidt. Anni kunne naturligvis selv svømme i land – ???Og I skal overhovedet ikke komme i nærheden af mig???, skreg hun mens hun svømmede ind mod bredden. Poul kunne også svømme, men han viste os øjeblikkelig sine talenter som dykand, for det var ærlig talt mere fodsål end det var andet af den mand vi så resten af den eftermiddag. Han ledte forgæves efter sit nye, dyre kamera på bunden af søen, mens Anni sad oppe på bredden og for en gang skyld var hun meget, meget stille.

Resten af ferien viste en helt ny side af både Anni og Poul. Anni blev stille og Poul tog endelig kontrol over sit eget liv. Anni gik fortsat tidligt i seng, men Poul lærte at svømme nøgen i dybe, kolde og mørke skovsøer og bagefter lærte han at varme sig på lun rødvin med sukker i – og det syntes han faktisk ikke var et helt ringe bytte for det dyre Nikon…