At udleve drømme…

Splejsens mod og energi til at udleve drømmene er beundringsværdigt. Den slags vækker altid næsegrus beundring og dybest set også misundelse hos mig. Altså misundelse på den gode måde, for jeg under ved gud godt at folk udlever deres drømme, men der er noget som stikker indeni.

Det handler om selv at få udlevet drømmene. Eller netop ikke at få udlevet dem. At forliges med den virkelighed der er for mig og finde andre realiserbare drømme, nu hvor mine livsbetingelser er at jeg konstant må tage hensyn, som forhindrer udlevelsen af nogle af de livsdrømme jeg engang havde.

At erkende og siden leve med, at det pludselig er både meget besværligt, men også direkte livstruende at ville tage familien med til Afrika, for at arbejde der nogle år. At erkende og siden leve med at det ikke bliver i dette liv at jeg flytter til et andet kontinent når engang jeg ikke gider arbejde mere. At erkende og siden leve med, at der resten af mit liv vil være en person, som altid vil komme i første række, før mig og mine drømme, fordi han har brug for at der er nogen som tager ansvar for hans livskvalitet og fordi jeg ikke tror der er andre end lige præcis mig som kan gøre det tilfredsstillende. At leve med at alt det bestemt ikke er en hindring for et liv med masser af kvalitet og drømme som kan udleves, men bare et liv med drømme, som i dag ser meget anderledes ud end de gjorde for 14 år siden, inden jeg fik den største gave i mit liv, nemlig Alexander.

Sådan er mit liv skruet sammen og det har jeg forlængst erkendt og accepteret, men derfor kan jeg nu sagtens misunde andre deres mod og energi til at udleve drømmene… Go’ vind Splejs :-)