Chokolade til ørerne…

Det sker ind imellem, at jeg lader mig betage af et stykke musik. Virkelig betage. At jeg bli’r så vild med et stykke musik, at jeg bare er NØDT til at eje det.
Det skete for mig for et stykke tid siden og jeg begyndte allerede at drømme om komponistens genialitet, som måtte række til mindst 5 CD’er, som allesammen måtte hjem og stå på min hylde.
Hvilke vidunderlige musikalske oplevelser kan der ikke komme ud af et nærmere bekendtskab med et geni, tænkte jeg, så jeg havde allerede fortalt mig selv, at det er i orden at købe mere end én CD af gangen.

Forestil dig min skuffelse, da jeg fandt ud af at det der tegnede til at blive gåsehuds-godt bare endte med en næse på længde med Pinnochios :-(
Der findes ikke 5 CD’er at købe. Der findes ikke engang én der er værd at købe. Det musikstykke jeg har forelsket mig i er ikke andet end tema-melodien til en tv-serie. Der findes ikke andet end en musikstump, som til gengæld stadig kan give mig gåsehud, men hvorfor gør den mand ikke noget mere med sit åbenlyse talent – det er jo frygteligt og jeg overvejer – nu han er amerikaner – om jeg ikke kan sagsøge ham for spildt talent. Føj, han skulle skamme sig!

Hvad jeg snakker om? Jo, det er såmænd den lille stump musik som indleder serien Six feet Under…