Sure tæer…

Jeg gik engang i klasse med Stubbe. Hans lillebror hed Benjamin og storebroderen husker jeg ikke navnet på, men han kunne være et skoleeksempel på en nørd af værste skuffe. Rangle-pangle tynd, bumset og med en tung sort hornbrille som til sidst var tapet sammen med et hæfteplaster. Ungerne gik i tøj, som moderen vist havde arvet efter sin søster ovre på Mors og det kunne ses…

Ingen var specielt stolt over at tilkendegive at de kendte Stubbe eller for den sags skyld hans brødre, så oftest lod man som ingenting, hvis de kom forbi og tillod sig den gemene frækhed at hilse. Deres bukser stumpede som regel og en tennissko i lærred var standard fodtøj i den familie. De gik aldrig i andet. Aldrig…

Nu endte det så sådan, at jeg på et tidspunkt blev placeret ved siden af Stubbe. Altså sådan i klassesammenhæng og bestemt ikke frivilligt. Vi skulle sidde ved det samme bord et helt år i træk og det var såmænd ikke så uoverkommeligt hvis ikke det havde været fordi Stubbe havde sure tæer.
Ikke bare sår’n sure tæer i gængs forstand, men sure tæer, så de kunne lugtes gennem skoen, som på det nærmeste måtte være gennemtæret af det syre der åbenbart flød fra de flade han var blevet ustyret med. Jeg havde virkelig massive problemer med at holde det ud, men vidste ikke hvordan jeg skulle gøre noget ved det. Altså lige indtil den dag der var mulighed for at konspirere med en kammerat, som havde gymnastik med ham…

Aftalen var, at kammeraten fik min hårshampoo og derefter skulle hælde skoene fulde af skidtet – naturligvis uden at Stubbe opdagede hvem der havde gjort det… Det krævede bestikkelse, som jeg ikke vil røbe her…

Efter gymnastik kom drengene ud og jeg ventede spændt på at få en melding fra den omtalte makker, som storgrinende kom hen til mig. Missionen var gennemført. Stubbes sko var blevet fyldt med shampoo, men…
Stubbe var selvfølgelig blevet stiktosset, men stik imod vores planer, havde han IKKE vasket skoene under bruseren, men bare taget dem på hvorefter han havde råbt og skreget i arrigskab og meddelt dem alle, at når han engang fandt ud af hvem, så…

Resten af skoleåret havde jeg fornøjelsen af hver dag at dufte til en blanding af Apple – nogen husker måske den syntetiske æbleduft i skriggrønne flasker- og Stubbes ikke mindre gennemtrængende fodsved. Så ku’ jeg lære det, ku’ jeg…