Lige hjemvendt fra fronten…

Det er ikke altid lige nemt…

– Nå, godaften. Så er det tid for hundeluftning. Vi MÅ jo til det…
– Ja, det er det jo… og det må vi jo…
– Guuuuuuuud… det er vel nok en smart hue du har der. Har du selv lavet den?
– Øh… ja, det har jeg faktisk.

Bemærk det lidt tøvende svar. Man er vel, belært af erfaringen, nødt til at være en smule på vagt, når der kommer en nabo forbi og kommenterer på topbeklædningen…

– Den klæder dig simpelthen enormt godt. Du ser rigtigt sød ud med den på!
– Øh… Tak, siger jeg så og smiler… så’n lidt i hvert fald…
– Nå men… vi ses vel i morgen aften også?

Nu er det så, at jeg egentlig er lidt i vildrede… Skal jeg skyde mig?

I virkeligheden ved jeg jo godt, at min nabo, som ikke fandt huen så forfærdelig charmerende her forleden måske har ret. Måske er den hue ikke forfærdelig klædelig, men den er altså varm. På den anden side set, så er der også en vis fjederspændt jeg-er-bare-så-nem lille pige indeni, som springer ud og blinker sår’n ekstra charmerende med huen på sned, når storcharmøren nede fra nummer 13 lige kommer forbi og smider om sig med søgte komplimenter – for søgte, det tror jeg altså nok lige de er… Jeg har jo hørt hvordan han smider de dersens perler for svinene – øh, jeg mener komplimenter i retning af nabokonerne om sommeren, så jeg VED jo godt… ja jeg gør… men jeg er så nem… alt for nem…

Måske jeg bare skulle hente haglbøssen og bagefter få en hyggelig aften inde på skadestuen, hvor jeg naturligvis vil nægte at forklare hvordan det er lykkedes mig at overså mit knapt så sprøde legeme med hagl i maleriske romber…