10

At være skyldner…

At være skyldner er ikke skægt. Det er faktisk temmelig besværligt. Der står 3 tusinde kroner mellem mig og det overflødighedshorn af information og underholdning der bare venter inde på de danske biblioteker.
Nu er det ikke sådan at jeg ikke vil betale. Det er mere det at den rare mand, som har fået jobbet med at skulle inddrive manglende bøger, har fået ondt af mig. Han var her for 1 års tid siden. Bare for lige at spørge om jeg dog ikke havde fundet det manglende bånd i vikingehistorierne jeg havde lånt til sønnike.

– Det er jo bare ét bånd. De resterende 7 har jeg jo. Tror du ikke du kan finde det?

Jeg kunne ikke og kan ikke finde det, men manden har jo ondt af mig. Han synes det er urimeligt at ét manglende bånd skal koste mig næsten 3000 kroner, så han har skrevet på den regning de normalt skulle sende til mig, at jeg har henstand på ubestemt tid… Sødt af ham, men det sætter mig i den ubehagelige situation at jeg nu skal vælge mellem aldrig mere at kunne låne bøger, spil og plader – eller betale 3 tusinde af de gode danske. Den beslutning er ikke nem at træffe, så jeg står stadig midt i vadestedet…

Lidt senere i dag vil jeg, helt sikkert med ufine metoder, tvinge manden (og hans lånerkort) med ind på hovedbiblioteket…

Du vil sikkert også kunne lide