Undskyld, men er du konfirmeret?

Altså nu er det ikke ældste der skal konfirmeres. Nej, nej og atter nej. Han nægter til stor beundring blandt klassekammeraterne, som ikke gider gå til præst. Og han får lov til at nægte. Vi er jo så’n meget lidt hellige i det skjulte herhjemme, men ikke et ord mere om det, for jeg bilder mig ind at ældste har taget beslutningen om minus konfirmation HELT uden indflydelse fra et par vantro forældre…

Det handler såmænd om ældstes sidste afkom. En meget yndig lille malawai cichlide som futter fornøjet rundt blandt alle de enorme og sultne voksen-malawier iklædt dødsforagt. Det er naturligvis ikke hverken ældste eller mor der er kommet på den ide. Det er yngste…

– Moaaaaar…
– Ja, hvad er der nu?
– Jeg tror altså det er vigtigt at vi holder en ceremoni…
– En ceremoni?
– Ja, sår’n for den lille fisk…
– En ceremoni for den lille fisk?
– Ja, den skulle jo nødig dø uden at have mulighed for at komme i Himmerige og det er altså lige op over, for jeg så en af de store forsøge på at æde den! Ku’ vi ikke konfirmere den i eftermiddag?

Vi har IKKE konfirmeret fisken, men den er vistnok blevet døbt Alfred og måske har yngste i dølgsmål alligevel konfirmeret – vi har valgt ikke at spørge…