Den grimme ælling…

Engang var jeg med i en kvindegruppe. Vi skulle diskutere alt mellem himmel og jord. Udveksle erfaringer og dele med hinanden både på den private såvel som den professionelle front. Gruppen var tilfældigt sammensat og skulle derfor repræsentere mange forskellige kvindeliv. Det gjorde den sådan set også, men min udfordring var de svage kvinder, som snøftede sig gennem aftenen, fordi de havde frygteligt ondt af sig selv.

De gjorde mig rasende og frustreret, for jeg kunne simpelthen ikke fatte, at de ikke kunne fatte, hvorfor deres liv ikke fungerede. Hvor svært er det at indse at livet er andet end at være feteret, blive båret på hænder og fødder og få serveret lige hvad man drømmer om? Nogen gange er man nødt til selv at bevæge sig, hvis man insisterer på den slags – det forstod de ikke. Hvor svært er det at indse at mandens indtægt ikke er bestemmende for, om han bli’r en god far for de medbragte, uopdragne og snottede unger? Jeg er sikker på at en mand med en årsindkomst på over 500.000 ikke er garanteret et “God far” – certifikat ved første lønudbetaling. Hvor svært er det at indse at vi når længst på egne ben og ikke stående ovenpå fars/kærestens/mandens sko, mens han gelejder os rundt i manegen?

Ja, hvor svært er det i grunden. Jeg fik indtryk af at det var overordentlig svært og til sidst fik jeg nok og dermed viste det sig jo – sagde “damerne” – at jeg ikke ejer empati og solidaritet, så lige der sluttede min karriere som kvindedebattør i en håndplukket mangfoldighed af høns med for små sko.

Sådan kan det gå…