Det var dengang (13)

Nogen gange skal vi passes ude hos mormor og morfar. Det sker ikke så tit, så det er ekstra spændende når det endelig sker. Normalt passer farmor og farfar os altid. Vi er deres eneste børnebørn og mormor og morfar har jo et hav af børnebørn, så det tilfalder som regel dem med kun to at få lov til at passe.

Hos mormor og morfar er der så rent og ordentligt. Mormor sætter en ære i det, som hun siger. Der er hele tiden noget at gøre for en husmor med hendes standarder, så hun flyver og farer rundt og har egentlig slet ikke tid til at have os. Morfar sidder bare i lænestolen og forlanger ro til at læse avisen. Altså lige ind til mormor kommer ind for at sige, at nu skal vi altså spise. Så rejser han sig og følger med ud i køkkenet.

Mormor laver kærnemælkssuppe. Med rosiner i. Det skiller men smager faktisk rigtigt godt. Vi får saftevand til. Morfar er nødt til at skænke, for glaskanden med de fine røde striber er så tung, at vi ikke kan løfte den.

– I er nogle usle svæklinge, råber han med høj stemme og vi finder aldrig rigtigt ud af om han mener det eller bare forsøger at være sjov. Han er ikke ret god til at være sjov. Til gengæld er han god til at mundhugges. Det er han helt vildt god til. Han øver sig også flittigt i det. Hver eneste dag får han til at gå med det. Naturligvis sammen med mormor, som også er rigtigt god til det.

Om aftenen bliver vi placeret inde på divanen inde på det lille værelse. Den kan slås ud og så kan vi ligge der ved siden af hinanden. Den lugter helt specielt og så har den sådan et kradsuldsbetræk, som kan kradse helt igennem lagnet. Mormor placerer spisebordsstole hele vejen ned langs siden på divanen for at vi ikke skal falde ud. Sikkert fordi det er vane med de andre og langt yngre børnebørn. Vi nænner ikke at sige til hende at det ikke er nødvendigt. Vi siger bare godnat og prøver at falde i søvn fra den ubehagelige kradsen på ryggen.

De allerbedste gange at blive passet hos dem er faktisk når vi skal ud at køre. Morfar har en dueblå Volvo Amazone. Han passer den virkelig godt og den har ikke kørt ret meget, siger han tit med stolthed i stemmen. Egentlig forstår vi ikke hvorfor det er specielt godt, men vi er ikke i tvivl. Det er godt!

Når morfar kører bil er det med hjertet og ikke forstanden. Ikke at han kunne drømme om at indrømme det. Han kommenterer flittigt alle de andre bilisters manglende køreevner og det skal ingen hemmelighed være, at han er betydeligt bedre chauffør end dem.

Til gengæld har han jo også mormor ved siden af. Hun hjælper ham meget. Hun sørger hele tiden for at være på forkant med tingene. Hun ser barnevogne, som helt sikkert vil trille lige ud foran bilen, hvis ikke morfar undviger i en fart. Hun ser cyklister, som om ganske få sekunder vil svinge lige ud foran os og hun ser andre bilister, som med sikkerhed vil torpedere fronten på Volvoen hvis ikke morfar skynder sig at holde til højre. Hun er meget effektiv og utroligt opmærksom, men underligt nok er morfar ikke spor taknemmelig for hendes årvågenhed. Nærmest tværtimod.

Morfar har også et rigtigt godt sparetip. Han har fundet ud af, at det slet ikke er nødvendigt at bruge 3. gear. Den får bare fuld skrue i 2. og så direkte i 4. når vi er oppe på en passende hastighed.
– Det sparer altså væsentligt på gearkassen, siger han så…

Annemette og jeg er altid spændte på om det lykkes for ham, eller vi endnu en gang skal opleve at Amazonen nærmest gennemrystes af anstrengelsen ved pludselig at skulle finde kræfter i 4…
Det er derfor vi børn elsker at køre i bil med dem. Det udvikler sig altid til et drama af dimensioner, når morfar endelig får tvunget Amazonen ud på Ålborgs usikre gader. Vi ligger henad bagsædet og sprutter af grin når det går rigtigt hedt for sig oppe foran, men vi tager os i agt for at morfar ikke opdager det. Så bliver han dælme sur.
Grine-mavepinen lurer lige om hjørnet, når man har været på køretur med Johansens.