Det var dengang (12)

Min mor er frisøruddannet. Det er ganske vist mange år siden hun sidst arbejdede med faget, men en permanent eller en vandondulation kan man vel altid klare. Det er nu ikke altid det handler om permanent eller vandondulation, men oftest handler det bare om mormors curlere…

Mormor kommer med morfar på slæb, for det er helt sikkert ikke det bedste han ved, de her søndage. Han kommer med sure miner, men hilser nu altid pænt på os to piger, som alligevel ser frem til søndagen og den fuldstændigt forudsigelige eftermiddag.

Mor har forberedt hele scenariet. Hun har allerede inden de kommer fundet curlerne. De ligger i en plasticpose som må være mindst 100 år gammel. Hun har fundet kammen frem. Den er helt speciel og vi hader den. Det er en stålkam med skaft, som nu efterhånden nærmede sig samurai-sværd i skarphed efter i årevis at have været pløjet gennem vores hovedbund, når vi skal have den, for mor, vigtige og lineal-lige skilning.

Kaffen står klar i køkkenet, for morfar kan ind imellem formildes med en kop kaffe til avislæsningen, så selvfølgelig er de forberedelser gjort. Morfar kan nemlig være temmelig ulidelig, som mor siger.

Når det ringede på, løber Annemette og jeg forventningsfuldt ud for at åbne døren. Udenfor står så morfar med tvært ansigtsudtryk og ved siden af står mormor med tørklædet bundet stramt under hagen. Inde under tørklædet gemmer sig et plastic-overtræk i stil med en badehætte. Det har mormor på, for at holde på fugten, for selvfølgelig har hun hjemmefra vasket håret for at spare morfar for yderligere ærgelser.

Resten af dagen forløber som den plejer. Morfar sidder i stuen og læser avis og drikker kaffe, mens han i konstant strøm udstøder eder over livet i almindelighed og sin kone og datter i særdeleshed.

Nogle eftermiddage er han rigtig knotten og så ved vi der er mulighed for drama i Helgolandsgade. Han varmer op allerede ude på trappen med en eller anden ondskabsfuld bemærkning og så fortsætter han bare inde fra stuen. Fremprovokerer simpelthen et skænderi. Bliver ved med at forvente svar på først det ene, så det andet fra dem ude i køkkenet, selvom han godt ved at de overhovedet ikke hører efter hvad han siger.

Han er frygtindgydende når han bliver vred. Han får den mest fantastiske violette ansigtskulør og det handler altid om det samme. De skide kommunister – eller de skide konservative. Ikke at vi ved hvad de er for nogle størrelser, men vi ved i hvert fald at morfar er socialdemokrat.

– og det er jeg stolt af. Det må I sige jeg har sagt, gjalder det så inde fra stuen, mens han bliver mere og mere violet.

Vi står og gemmer os bag døren, mens vi ser ham hidse sig mere og mere op, men vi er kloge nok til at komme væk i en fart, når han ind imellem rejser sig for at gå helt ud i køkkenet for at opdrage lidt på sin uvidende kone og datter.

Mor og mormor er nemlig i køkkenet, hvor mormor er placeret midt i rummet på en køkkenstol. De hygger sig. De får snakket om alt mellem himmel og jord og engang imellem hører man dem fnise sammen, når en af dem stille siger: “Ja, han er nu også så gnaven…”.

Når lyden af tørrehjelmen endelig når morfar inde i stuen, kan man altid høre ham sukke:

– Ja, så nåede vi da endelig her til. Så varer det ikke så længe…

Lyden af tørrehjelm er for morfar lig med at han snart slipper ud af det her kvindeforum, men for min søster og jeg er den bare lyden af tryghed og så dejlig genkendelig.

Hvor far befinder sig de her søndag eftermiddage ved jeg faktisk ikke…