Det var dengang (10)

Mor realiserer sig selv – hvilket vil sige, at hun tager ud af huset uden far. Far synes det er åndsvagt og det undlader han sandelig ikke at fortælle hende, når hun hver tirsdag aften stiller aftensmaden på bordet med besked om, at det er i aften hun skal ned til spejderne nede på Kastetvej. Selvfølgelig skal Annemette og jeg inden længe med derned. Vi skal være spejdere, synes mor. Det er egentlig okay, for det er vist noget med at man får lov til at bruge dolk. Det synes Annemette er spændende – det er nu ikke lige mig, det der med knive, men jeg kan da godt prøve og sådan går det til, at vi ender med at være blå spejdere med uniformer så fine og de flotteste rottehaler der bli’r sat hver tirsdag efter den tidlige aftensmad, inden vi skal afsted sammen med mor.

Vi lærer at binde råbåndsknob, bruge et kompas og lægge en let sårbandage. Vi lærer om at tage hensyn til naturen, at tænde et bål, at finde vej i skoven og vi kommer afsted på lejr. Det er sådan set det bedste.

På spejderlejren sover vi på sovesal. Annemette og jeg vælger at sove i køjeseng sammen. Det er nu rart at have søster tæt ved, når der er så mange man ikke kender. Det føles trygt og godt og det er vigtigt for os, at vi kan passe på hinanden.

Om aftenen skal vi hygge med bål udenfor. Det er rigtigt spændende og vi sidder omkring bålet og synger sange. En af vores veninder, Anne, er amerikaner. Hendes mor er godt nok dansk, men de har boet i USA i mange år og er først flyttet her til Ålborg for et år siden. Hun er allerede god til at tale dansk. Hun har en amerikansk overraskelse til os allesammen.

Det er dåsesodavand. Sprite hedder det. Vi har aldrig smagt det før og forøvrigt heller aldrig set sodavand der er puttet i en dåse. Det smager utroligt godt, men det er ikke den eneste overraskelse. Nu skal vi allesammen finde os en tynd pind, som vi skal spidse med vores dolk. Når det er gjort, får vi allesammen udleveret en underlig, blød og hvid tingest, som skal sættes fast yderst på pinden. Anne viser os hvordan den skal stikkes ind i bålet, men endelig ikke direkte i ilden. Den skal bare have varmen fra bålet, så den begynder at smelte. Så skal den spises i en fart.

De hvide tingester hedder Marshmellows og smager helt fantastisk. Der er masser af dem og vi rister dem over bålet mens vi med åben mund lytter til de fantastiske historier Anne kan fortælle. Mest fantastisk er nu at Annes nabo ovre i Amerika var McCloud. Det er bare for utroligt. Tænk engang at være nabo til den ridende sherif… wauw!

Vi er spejdere i nogle år, men da jeg præsterer at deltage i en ugelang lejr uden én eneste gang at have åbnet min taske, synes mor det er på tide at vi stopper. Jeg når ellers at komme til at hedde Strit og er selv ret tilfreds med at mine rottehaler stadig er pæne da jeg bliver hentet ved bussen oppe på Kastetvej.