Det var dengang (8)

En eftermiddag er vi blevet modige. Vi vil smøre os en leverpostejmad. Mor er på arbejde og far går ovre på værkstedet i gården, men han kommer alligevel aldrig op. Vi finder rugbrød, margarine og leverpostej frem og går i gang. Annemette smører og jeg vil finde tallerkener. De er i skabet ovre på væggen. Jeg kan ikke nå dem.

Jeg kravler op på underskabene for at nå og mens jeg sidder på knæ deroppe begynder verden at falde fra hinanden. Jeg skriger og Annemette skriger. Der lyder et voldsomt brag og så ligger jeg der. På gulvet med noget rødt stads over det hele. ???Er det blod???, skriger Annemette. Jeg kigger mig omkring og mener nej, for blod har da ikke den farve.

Få øjeblikke senere går det op for os, at det er rødbedesaft. Det er overalt. Det er helt oppe på væggene også. Alt ligger smadret i et kaos på gulvet og midt i det hele ligger jeg og tænker desperat på hvad vi nu skal gøre. Vi kan ikke hente far. Han bliver stiktosset. Vi kan heller ikke rigtigt selv rydde op. Det er simpelthen for uoverskueligt og desuden ???kan vi jo heller ikke selv skrue skabet op igen???, som Annemette siger.

Pludselig får vi en ide. Vi kan ringe efter farmor. Farmor og farfar bor lige henne i nabogaden. Farmor kan komme og hjælpe os. Vi græder af angst begge to, da vi ringer efter farmor. Hun kan næsten ikke forstå os, da vi prøver at forklare i telefonen, men hun lover at komme med det samme.

Da farmor kommer har hun taget farfar med. Farmor begynder at grine og det ender med, at hun sidder på køkkenstolen med tårerne trillende ned af kinderne mens hun hulker af grin. Farfar er stiktosset. Han skælder og smælder. I første omgang bukker vi nakken og er både kede af det og bange, men pludselig går det op for os, at det ikke er os han er gal på. Det er far han skælder ud på. ???Det ligner fandeme heller ikke noget. At sætte underskabe op så de ikke engang kan bære vægten af Liselotte. Hvad fanden er det for noget sjusk…???, og sådan fortsætter han.
Da farmor er færdig med at grine beordrer hun os i gang med at rydde op. Vi hjælpes ad og inden længe er køkkenet ryddet, men underskabet kan ikke sættes op igen. Det må skubbes op langs væggen ???og forøvrigt skal Leif fandeme også selv sætte det op igen???, som farfar siger.
Nu kommer det værste. Vi skal have fortalt far det. Farfar beslutter, at det er noget han klarer. Han går over på værkstedet og da vi hører ham gå ned af bagtrappen begynder vi begge to at græde. Vi ved jo hvor tosset far kan blive.

Vi venter med sommerfugle i maven og hver gang døren går nede i stuen, gi’r det et gip i os. Måske er det far… Der går 10 minutter, som føles som en hel dag, så hører vi far og farfar komme op af trappen. Vi venter i stille rædsel.

Da de træder ind af døren og direkte ind i køkkenet sidder vi inde på bænken henne i hjørnet, hver med en leverpostejmad og et glas saftevand og begge stortudende. Far kigger rundt og konstaterer tørt ???Det er dælme noget af en ulykke…???, men begynder i det mindste ikke at skælde ud. Farmor siger, ???Du skælder overhovedet ikke ud. Det her er dælme din egen skyld. Du kunne have sat det skab ordentligt fast i væggen???, og det ender med at far og farfar henter værktøj ovre på værkstedet og får skabet hængt op igen. Farmor sætter det porcelæn og de glas ind, som overlevede styrtet tidligere mens Annemette og jeg hiksende går i gang med at spise vores madder. Far nævner aldrig siden episoden med skabet med et eneste ord.