Nu gror træer jo som bekendt ikke ind i himlen, men… vi var tæt på i dag, mig og Pjoskar!
Det sner i Ålborg i aften. Det sner faktisk rigtigt meget og så bli’r her så smukt. Det der nok gør mest ondt – udover den intense smerte lilletåen har produceret – er at jeg er udelukket fra at komme ud i et vejr som det beskrevne. Jeg ELSKER snevejr (og regnvejr) og at sidde indenfor og bare kigge ud på sneen der daler… ja, det er bare ikke det samme…
Klokken 22.30 blev det for meget for mig. Dagen i dag har været god, når vi altså taler om lilletæer og den slags, så jeg vovede forsøget. Gummistøvler i ekstra stor størrelse, en skisok og så ellers halstørklæde, hue, hundesnor og en logrende hund med besked på at tage det gelinde, når vi nåede udenfor matriklen – så var jeg klar!
Oskar og jeg trissede STILLE gennem det aftenstille kvarter med sneen trimlende ned fra et natsort himmel. Det gik ikke stærkt, men det føltes STÆRKT. Wauw, hvor var det godt og sikke en følelse af triumf der bemægtigede mig, da jeg endelig lykkedes med en lille tur udenfor.
Den slags gi’r næring til drømme om igen at kunne bevæge mig som jeg lyster – der er lang vej endnu, men jeg nærmer mig, gør jeg…
Jubi… nu er jeg glad i låget :-)
– og så pyt med det svier i tåen… pyt, pyt, pyt…
4 kommentarer
Slagt en hellig ko… » Jeg, en ynk… og dog…
4. februar 2006 at 19:14[…] Tålmodighed er nødvendigt, når man skal forcere de forhindringer kroppen ind imellem byder på. Jeg har jo været der én gang før, så denne gang går det vel også. Hellere dette end ikke at kunne gå en tur i snevejret, som lige nu ser ud til at etablere sig udenfor mit vindue. Den slags kan jo gøre glad… […]
Slagt en hellig ko… » Altså kunne jeg da bare…
27. januar 2006 at 22:46[…] Farverne var ikke rigtige. Det er jo vinter. Rigtig vinter og jeg sidder og fryser. Det er koldt og hvidt udenfor. Desværre ikke af sne, som Oskar og jeg ellers elsker, men af frost og rim, som bl.a. har omdannet græsplænen til en knitrende hvid kuldebræmme, jeg skal forcere, når fuglene skal fodres. Det bli’r de nemlig, hvilket resulterer i et leben udenfor vinduerne i dagtimerne. […]
Liselotte
25. januar 2004 at 01:31Ja, Alexander er heldig at der er mennesker som anser det for en menneskeret at kunne formidle med tale – han er ogs? glad for den. Den gi’r desv?rre begr?nset sprog, men nok til at han kan blive indkaldt til samtale p? inspekt?rens kontor, s? det m? vist v?re rigeligt ;-)
yin
25. januar 2004 at 00:09Det sner ogs? hvor jeg bor. Har selv nydt sneen drysse i dag. Herinde i varmen drypper det ogs? lidt. Har lige l?st Alexanders historie. – Hans taleapparat er en genial opfindelse. De mennesker der opfinder og udvikler den slags skulle s?ttes p? statst?tte resten af livet.