Nå…

Nu har jeg vist trukket den længe nok… Det skide sygehusbesøg var jo ikke så forbandet opløftende…

Genetisk disponeret. Forhøjet blodtryk. Kolesteroltallene svimlende høje. Forkalkninger som lukker for blodtilførslen til tæerne. Børnemagnyl resten af livet. Medicinsk behandling for alle de onde tal. Rygning er bandlyst fremover.

Ja, måske vidste jeg det i virkeligheden godt. Hvis jeg altså bare gad at forholde mig til farmands livsstilsbetingede dårligdomme. Hvis jeg altså ikke bare havde valgt at fokusere på, at jeg sikkert lignede mor – hende med jernhelbredet. Hvis jeg havde orket at være opmærksom på mig selv…

Lægen trøstede. Du er ikke selv skyld i det her. Det er genetik. Vi kan hjælpe dig og du kan selv gøre en masse også. Ahhhh…

Selv at kunne handle er essentielt for mig. Selv at kunne gøre noget. Selv at kunne bidrage med ting til templets vedligehold. Nu skal jeg i gang. Rygningen eller afslutningen af denne er i stærkt fremadskridende proces – lige nu er jeg vel nede på 3 cigaretter om dagen, hvilket egentlig burde få mig til at sige helt stop, men så let er det heller ikke. Jeg skal nok nå derhen. Resten handler om at spise fornuftigt, hvilket det viste sig at jeg rimeligvist gør. Motion – jo, men det kræver så lige en lilletå som fungerer, men der er jeg også næsten, så det…

Alt i alt skal det her nok gå. Jeg er optimist og tror på, at en sundere livsstil nok skal få has med de onde tal, som lægerne er så bekymrede for. Jeg har jo planer om at blive mindst 100, har jeg!