Nordkraft

Så fik jeg slugt Nordkraft. Den greb mig i luften, hvor jeg egentlig bare hang og ventede på at blive grebet. Havde en underlig tom fornemmelse da jeg gik i gang. Vidste ikke rigtigt om jeg gad. Jeg bli’r kontrær når jeg ved at det er en bog, som er “in”. En bog “man” lis’som SKAL have læst. Så gider jeg ikke…
Det var et bagholdsangreb. Jeg var uforberedt af forglemmelse og mistro. Vidste godt at folk var begejstrede, men troede, med hovmodet i behold, at det bare var “dem” der faldt på næsen. Det var det ikke.
Jeg slugte den råt og sidder nu og savner den. Savner personbeskrivelserne som er stærke og realistiske og savner genkendelsen. Jeg kender jo byen så godt, så hvert et skridt kan pyntes med et indre billede. Jeg kender typerne, men fra en anden tidslomme nogle år tidligere – det er meget genkendeligt og både stærkt og uendeligt trist.
Jeg synes den var hamrende god. Så enkelt kan det siges…