Senere skal vi strikke i håndgerning. Vi skal! Der er ikke noget med at spørge hvad vi har lyst til. Det er bestemt på forhånd. Vi skal alle strikke et halstørklæde. Gule og hvide striber. 20 pinde og så skifter vi farve. Der skal være 15 striber, så er det færdigt.
Jeg hader det! Jeg kan ikke forstå hvorfor vi allesammen skal strikke nøjagtigt det samme og jeg kan forøvrigt slet ikke lide gult. Jeg vil hellere lave et med blå striber og det siger jeg. Fanden er løs i Laksegade! Jeg skal ikke begynde at tro, at jeg kan bestemme hvad vi skal lave i håndgerning. Jeg skal bare gøre som jeg får besked på.
Jeg bøjer nakken. Belært af erfaringen ved jeg, at det ikke nytter… Jeg strikker tvært på mit halstørklæde. Føler det er uretfærdigt, for hvad forskel skulle det gøre om nogle valgte andre farver, eller at de valgte at lave anderledes striber. Hvorfor skal vi alle være ens – jeg forstår det ikke, men der er ikke tradition for at forklare børn noget som helst. Vi skal bare gøre som de voksne siger og ikke stille spørgsmål!
Mit halstørklæde bliver det grimmeste i hele klassen. Selv drengenes er flottere. Det bølger sig som en slange. Er smalt som et slips nogen steder og bredt som et viskestykke andre steder, men jeg er ligeglad. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at bruge det nogensinde! Læreren fortvivler, for hun kan jo mærke at jeg er ligeglad. Hun siger at det her bestemt ikke er noget man kan være stolt af. ???Måske skulle du have koncentreret dig lidt mere Liselotte???, siger hun, men jeg er ligeglad. Jeg skal dælme aldrig mere nogensinde i hele mit liv strikke et halstørklæde som er gult og hvidt – det er HELT sikkert!
Hun siger, at jeg aldrig bliver god til håndgerning. Hun siger at det ellers er noget som piger helst skal være gode til og hun siger også, at jeg som voksen vil ærgre mig over ikke have fulgt bedre med. Hun er lige ved at ødelægge min glæde ved at strikke, for strikke gør jeg! Jeg strikker strømper. Strømper på 4 pinde… Det er svært at styre, men farmor hjælper mig. Jeg kan godt. Jeg gider bare ikke fortælle læreren det. Hun fortjener ikke at få at vide, at jeg nok er den der strikker bedst af alle i hele klassen.
Hvor jeg dog hadede de timer…
8 kommentarer
Slagt en hellig ko… » At krydse sine spor
29. maj 2006 at 22:19[…] Efter maden tog vi en tur ud over vestbyen, hvor jeg boede i 6 år. Jeg tog Oline med på ekskursion gennem et hul i hegnet, for hun skulle se hvor jeg gik i skole, da jeg var præcis på hendes alder. Vi fik et kig på stedet, hvor jeg hvert eneste frikvarter sprang buk. Vi så gymnastiksalen og jeg udpegede stedet, hvor jeg blev tvunget til at strikke et forhadt, stribet halstørklæde. […]
Slagt en hellig ko… » Håndarbejdets Fremme
12. marts 2006 at 19:52[…] Jeg har forøvrigt tænkt, at det er utroligt så mange, som aldrig har lært at hverken strikke eller hækle, men måske er jeg et af de sidste oldtidslevn, som blev tvunget til at lære den slags i skolen – sammen med drengene, som også blev tvangsindlagt. Det var jo 70′erne, så ligestilling og dermed strikkende mænd, var på sit højeste. […]
Kenni
17. januar 2004 at 14:37Jeg hadede ogs? h?ndarbejdstimerne, da jeg ikke kunne se det fornuftige i det den gang, hvilket jeg heller ikke kan den dag i dag. En af mine “traumatiske” oplevelser med h?ndarbejdstimerne, er den, at jeg dumpede min symaskinek?repr?ve *griner skummelt*
Liselotte
16. januar 2004 at 23:28*LOL*… der er mange som har haft traumatiske oplevelser med de h?ndgerningstimer…
At kunne v?lge frit efter lyst-princippet er vel noget alle mennesker foretr?kker hvor det er muligt :-)
Patricia
16. januar 2004 at 22:31Af pr?cis samme grund afskyede jeg “h?ndgerning” og elskede sl?jd – for d?r kunne jeg nemlig v?lge om jeg ville lave en kaffefilterholder eller et v?gspejl med hylder. I stedet for den d?r vende-vest i koboltbl? og postkasser?d med forf?rdelige lommer der i?vrigt aldrig blev f?rdig…
Anja
16. januar 2004 at 13:47S?danne madammer burde forbydes!!! Hos mig var det syning p? maskine, og jeg afskyede de kedelige s?mme!!! I dag elsker jeg at sy og strikke… Ans?t dog ?n eller andens farmor til at undervise i h?ndgerning!
Liselotte
16. januar 2004 at 09:05Fuldst?ndigt s?dan var min l?rerinde ogs? og det fortsatte. Da jeg skiftede skole i 6. klasse endte jeg med en af samme st?bning, som ogs? fratog mig lysten til den slags, men ikke permanent.
Sidenhen har jeg besk?ftiget mig med h?ndarbejde og andet kreativt konstant og i lind str?m, men det er bestemt ikke takket v?re de par fjolser ;-)
splejsen
16. januar 2004 at 09:00Sjovt, jeg havde en tilsvarende oplevelse af h?ndarbejdstimerne.
Min mor havde l?rt mig at strikke. Hun kommer fra F?r?erne, hvor man strikker efter en engelsk metode, som er helt anderledes end den danske, men med samme resultat.
Da vi s? skulle begynde at strikke i h?ndarbejdsklassen, strikkede jeg selvf?lgelig som jeg havde l?rt det af min mor, men h?ndarbejdsl?reren, fru Thomas, blev fuldst?ndig perplex, da hun s? hvad jeg lavede, og hun forb?d mig at strikke p? d?n m?de. Hvis jeg skulle strikke i hendes klasse, skulle det v?re som HUN foreskrev det!
Jeg lagde mit strikket?j fra mig og har aldrig strikket siden. Desv?rre. Jeg mistede ogs? lysten til andet h?ndarbejde, idet fru Thomas var en usympatisk og up?dagogisk menneske, der fratog mig enhver lyst til at have med den slags at g?re nogensinde igen!