Det var dengang (1)

Annemette er altid uheldig. Det er ikke noget hun kan gøre for, sådan er det bare!

Far skælder og smælder og det gør det ikke spor bedre. Hun bliver altid nervøs ved middagsbordet og underligt er det ikke. Det første far siger er altid, ???Nu passer du lige på ikke at vælte noget i dag Annemette???. Det er ikke underligt at hun næsten altid vælter noget…
Det er ikke kun ved middagsbordet hun er uheldig. Hun er bare altid uheldig. Hun gør det ikke med vilje og det er mange gange jeg må tage skraldet, for hun stikker af, når hun ved der er skældud i luften.

En søndag eftermiddag leger vi nede i gården. Det er varmt og vi trisser rundt og ved ikke rigtigt hvad vi skal give os til. Vi ender inde i baggården hvor far har sit værksted og det han kalder sit hobby-rum nede i kælderen i baghuset. Han er dernede og i gang med at bygge på et af sine model-fly. Vi kryber ned i kælderhalsen. Han får øje på os og signalerer at han ikke har tid til os lige nu. Det er ikke usædvanligt for far har næsten aldrig tid til os. Han har travlt. Vi ved ikke hvad han har travlt med, men i hvert fald har han altid travlt.

Han står bøjet over bordet derinde. Han er ved at male flyet rødt med en spray-dåse. Vi står og kigger gennem vinduet ind til ham. Vi fjoller lidt og råber tossede ting ind til ham. Pludselig ser Annemette et hul i vægge – lige under vinduet. Hun sætter munden til og råber igennem det. Far råber noget tilbage, men inden vi hører det, er skaden sket. Annemette har selvfølgelig pustet ind gennem hullet og vi ser støvskyen lande på fars røde, nymalede fly.

Inden jeg får set mig om, er Annemette forsvundet. Jeg står tilbage da far river kælderdøren op og kigger efter hende. ???Hvor er hun???, spørger han og jeg må svare, at det ved jeg ikke. Hun er løbet sin vej. Han raser og smælder og råber på Annemette, men hun er som sunket i jorden, så jeg tager skraldet, mens jeg forgæves prøver at forklare ham, at hun ikke har gjort det med vilje, men bare ikke lige har tænkt sig om. Det hjælper ikke, for far gentager bare, at hun ALDRIG tænker sig om. Det synes jeg nu hun gør, men jeg ved godt at det ikke er nu jeg skal sige det til ham. Jeg tager bare imod og venter på at raseriet skal fortage sig, så jeg endelig kan slippe væk fra vreden og få fundet Annemette.

Jeg finder hende oppe på bagtrappen, hvor hun sidder og græder. Hun er ked af det, for det var jo ikke med vilje. Jeg kan mærke raseriet boble indeni, for jeg ved jo også godt, at det ikke var med vilje, men forklare far det… det kan jeg ikke… Jeg trøster så godt jeg kan og bagefter sniger vi os ind på værelset hvor vi sidder stille og leger indtil mor kalder og det er tid til aftensmaden.

Det var virkelig sådan det var. Når jeg læser det nu, får jeg helt kuldegysninger, for jeg var der jo. Jeg så hvad det gjorde ved hende, at hun konstant fik skældud. Jeg vidste, at verden var uretfærdig – eller det lærte jeg i hvert fald hurtigt. Hold op hvor jeg elskede hende og gør det endnu… min dejlige lillesøster…