Højt at flyve…

Firserne var vatskuldre, yuppier, pastelfarvede jakkesæt, kartoffelkur, cappucino, punk, BZ’ere og egen lejlighed inde på Nørrebro. Firserne var Café Victor, reklamebranchen, stort hår og pink læbestift. Firserne var benvarmere, Depeche Mode og Daddys. Firserne var fart og farver.
Firserne var også en nytårsaften jeg aldrig glemmer, men ind imellem åbenbart pakker langt væk, for det var først nytårsaften i år, jeg igen kom i tanke om den aften for så længe siden.

Vi var inviteret til fest – ægte yuppiefest med forret, hovedret, dessert og spændende drinks. Havde man ikke LaCoste og NewMan på, var man så godt som dødsdømt. Var man ikke klar med skulderpuder, glimmer og slips, var det ligemeget. Vi var naturligvis udstyret med det hele.
Jeg kan huske hvordan jeg på alle mulige måder prøvede at slippe udenom. Jeg var bare ikke til sådan en omgang overfladisk ???se på mig, jeg er med på det hele??? og vidste allerede inden startskuddet lød, at det ville blive en frygtelig aften for mig.
Jeg følte mig altid forkert. Jeg var helt rigtig. Tøjet kunne du garanteret ikke sætte en finger på. Manden arbejdede jo med samme, så det… Jobbet var lige som det skulle være. Jeg var reklametegner på et bureau i det indre København. Namedropping var også populært dengang og jeg kendte de kendte – gik i byen med dem, så det var heller ikke noget jeg burde have problemer med at supplere med den aften. Det var egentlig bare med at komme i gang.

Da vi ankom var der tonsvis af mennesker i lejligheden ude i Charlottenlund. Allesammen glimtede og tog sig ud og jeg søgte forgæves efter et musehul. Jeg hadede det af et godt hjerte. Mit blik faldt på en fyr, som faldt temmelig meget udenfor. Han var tydeligvis sår’n lidt punk-inspireret med sin eye-liner og sorte tøj. Så egentlig sådan lidt selvmorderisk ud og jeg undrede mig over hans tilstedeværelse…
Jeg havde svært ved at finde starthullerne og at komme ud af dem var så godt som umuligt. Mit smil frøs næsten fast og da vi endelig blev sat til bords – naturligvis efter et nøje planlagt og tidligere på ugen udtænkt system, endte jeg med den meget underlig bordherre. Det var i hvert fald min første tanke. Sort i ansigtet, sort i tøjet og umiddelbart også temmelig depressiv.
Typisk at den slags sker for mig, tænkte jeg. Jeg endte altid med de underlige bordherrer til den slags arrangementer, så jeg skulle vel efterhånden have vænnet mig til og tog mig langt om længe sammen for at prøve at føre en samtale med ham.

Den aften blev en af de mest spændende aftner i mit liv. Jeg havde en af de mest begavede samtaler jeg havde haft i meget lang tid. Der gik ikke lang tid inden han og jeg var opslugte af hinanden. Han var super intelligent, meget interesseret i sine medmennesker, utrolig blid og helt igennem følsom. Han interesserede mig og jeg interesserede ham. Han kunne tale om andet end job og tøj. Han ville gerne snakke stort, dybt, intenst og farligt. Efter middagen endte han, min kæreste og jeg i et stille hjørne af stuen, hvor vi sad og snakkede i mange timer. Bare os tre, som en ø midt i havet af berusede, dansende unge mennesker.

Da vi skiltes henad morgenstunden var det med varme knus og en følelse af virkelig at have levet den nat. Det var først et års tid senere, at det gik op for os, at det var Michael Strunge vi havde tilbragt natten med – det var da det stod i aviserne, at han havde kastet sig ud af sit vindue, i den tro at han kunne flyve. Jeg synes vi fløj den nat….