2

Det går langsomt fremad…

Det er ikke fordi vi gider. Det er heller ikke fordi vi har lyst. Det er fordi jeg er mig.

Julepynt skal ned inden nytår. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud, når vi først er forbi juledagene. Nytåret skal indledes i et hus, som er rent og uden julepynt. Sådan er det bare – så familien må leve med, at jeg har kastet mig ud i støvsugning af alle husets hjørner. Intet må være tilbage – jeg kan ikke have det…

Det går langsomt, for matriklen er kraftigt præget af skoldkopper. Ikke sådan at alle har det, men yngste er af den overbevisning, at hendes skoldkopper er noget nær fatale, hvorfor ingen har sovet i nat. Når hun ikke kan sove, skal andre heller ikke spilde tiden med at sove.

Yngste: Mooooar!
Mor: Ja, hvad er der nu?
Yngste: Er du klar over hvad klokken er?
Mor, smerteligt klar over at klokken er 4.31: Ja, det er jeg…
Yngste: Er det ikke forfærdeligt, at jeg ikke kan sove?
Mor: Jo, men vækkede du mig bare for at sige, at du ikke kan sove?
Yngste: Ja! … og så keder jeg mig også lidt. Ska’ vi ikke stoppe med at betale licens – de sender ikke noget om natten og det er snyd når man er syg. Vi kunne jo spille Monopoly i stedet for. Hvad siger du?

Siden er yngste kommet til at ligne et nydeligt eksempel på byldepest. Hun klør så det er uudholdeligt, hvilket jeg er HELT sikker på at den kommende nat også bliver…

Du vil sikkert også kunne lide