Jeg kan huske dengang den dårlige samvittighed var ved at kvæle mig. Dengang det ikke var en fornøjelse, men mere en plage end noget andet. Dengang jeg ikke var klar, men desværre havde en gruppe professionelle i baggrunden, som var det…
Det var ikke sjovt. Det fik næsten mit hjerte til at briste. Det gjorde ondt langt ind i sjælen…
Siden har jeg erfaret, at man aldrig bliver klar. Aldrig nogensinde. Man resignerer heller ikke. Man bliver heldigvis overbevist om det gode man gør. Det er nu den bedste måde. At blive overbevist om det gode…
Ældste er sendt på aflastning. Han tog afsted i en glædesrus, som sendte signaler til mig om, at han nu var mæt af mor og al hendes tåbelige omsorg. Hendes smalsporede opfattelse af hvad som er sjovt, når man nærmer sig de fjorten. Hendes fantasiløse tolkninger af ønsker og behov. Hendes skyklapper – dem en mor som mig næsten altid bærer.
Han glædede sig til nogle dage i selskab med andre drenge og piger på omtrent hans alder. Andre unge mennesker, som gider høre HØJ musik og se spændende film. Unge som deler hans interesser og ikke prøver at overtale ham til at skrue ned for stereoanlægget hver gang den fede med Eminem kommer…
Når ældste tager afsted med smil på læben ved jeg, at det jeg gør er godt. Det er fint nok og både han og jeg har krav på tid fra hinanden. Vores muligheder er et institutionsophold, som i starten gjorde så ondt som havde du skåret hjertet ud af mig. Ved nærmere bekendtskab viste det sig, at der findes mennesker, som sætter en ære i at gøre ophold på sådanne steder til en oplevelse udover det sædvanlige. Som gider disse unge, tunge og krævende mennesker. Som griner, fjoller, danser og snakker med ældste, sådan som der skal snakkes med ham. Som menneske til menneske.
Det er så fint og så har jeg kun tilbage at glæde mig til at se ham igen tirsdag eftermiddag.
2 kommentarer
Liselotte
30. december 2003 at 10:12Ja de unger – de unger…
Man elsker dem jo h?jere end noget andet i livet, men ind imellem er det nu dejligt at holde fridag, ligesom prinsessen ;-)
Vores aflastning har lige ringet og bedt os hente ?ldste – “han er rigtig skidt og kaster op”, s? afsted k?rer vi i rasende fart, kun for at finde en grinende unge, som ikke fejler noget som helst. Han har, som han plejer, luftvejsproblemer som resulterer i meget slim, men syg… det er han alts? ikke…
?v b?v, der skulle handles ind, men vi n?r det hele alligevel – det g?r vi altid :-)
Rigtig god forn?jelse med jeres nyt?rsaften!
Yrsa
30. december 2003 at 09:41Min samvittighed fejler ikke det mindste helle!
?ldste skal holde nyt?r p? aflastningsinstitutionen som han har gjort det de sidste 2 ?r. Den er lagt 500 m inde i en skov i sk?nne omgivelser og hvor nyt?rsfyrv?rkeriet (forh?bentlig) ikke kan v?kke ham kl. 24.00 og holde ham v?gen i FLERE timer.
Jeg er m?ske en m?rkelig mor, men jeg har nu aldrig haft de store skrupler over at sende ham i aflastning. M?ske fordi jeg hele tiden har kunnet se hvordan familiens batterier bliver ladet op uden ham. Og IDAG GL?DER jeg mig til at slippe af med ham for det er alt alt for l?nge siden sidst (besparelser !!) men jeg gl?der mig ogs? torsdag formiddag til at k?rer op og hente ham og h?rer hvordan de har hygget sig nyt?rsaften.