2

Med god samvittighed…

Jeg kan huske dengang den dårlige samvittighed var ved at kvæle mig. Dengang det ikke var en fornøjelse, men mere en plage end noget andet. Dengang jeg ikke var klar, men desværre havde en gruppe professionelle i baggrunden, som var det…
Det var ikke sjovt. Det fik næsten mit hjerte til at briste. Det gjorde ondt langt ind i sjælen…
Siden har jeg erfaret, at man aldrig bliver klar. Aldrig nogensinde. Man resignerer heller ikke. Man bliver heldigvis overbevist om det gode man gør. Det er nu den bedste måde. At blive overbevist om det gode…

Ældste er sendt på aflastning. Han tog afsted i en glædesrus, som sendte signaler til mig om, at han nu var mæt af mor og al hendes tåbelige omsorg. Hendes smalsporede opfattelse af hvad som er sjovt, når man nærmer sig de fjorten. Hendes fantasiløse tolkninger af ønsker og behov. Hendes skyklapper – dem en mor som mig næsten altid bærer.
Han glædede sig til nogle dage i selskab med andre drenge og piger på omtrent hans alder. Andre unge mennesker, som gider høre HØJ musik og se spændende film. Unge som deler hans interesser og ikke prøver at overtale ham til at skrue ned for stereoanlægget hver gang den fede med Eminem kommer…

Når ældste tager afsted med smil på læben ved jeg, at det jeg gør er godt. Det er fint nok og både han og jeg har krav på tid fra hinanden. Vores muligheder er et institutionsophold, som i starten gjorde så ondt som havde du skåret hjertet ud af mig. Ved nærmere bekendtskab viste det sig, at der findes mennesker, som sætter en ære i at gøre ophold på sådanne steder til en oplevelse udover det sædvanlige. Som gider disse unge, tunge og krævende mennesker. Som griner, fjoller, danser og snakker med ældste, sådan som der skal snakkes med ham. Som menneske til menneske.
Det er så fint og så har jeg kun tilbage at glæde mig til at se ham igen tirsdag eftermiddag.

Du vil sikkert også kunne lide