Forleden morgen blev jeg, som sædvanlig, mødt af de 2 smukke ungersvende, som hver eneste morgen kommer og banker døren itu herhjemme…
Efter lidt flimsen rundt blev vi indviet i følgende:
Anders: Jonas har altså noget… *skraldgriner*
Jonas: Altså… Anders, du havde lovet ikke at sige det…
Anders: Jeg har jo heller ikke sagt hva’ det er, vel?
Jonas: Nej, men nu ved de det!
Mig: Ved hvad?
Jonas: At jeg har noget…
Mig: Jamen jeg ved jo ikke hvad det er du har…
Jonas: Nå nej… *tænker lidt*
Anders: Nej, men så siger jeg det… Det er et blad… *skraldgriner og rødmer mistænkeligt*
Efter at have kigget indgående på Jonas cirka 30 sekunder, brød han sammen og bad os om ALDRIG at fortælle det til nogen, hvorefter han fremdrog et blad…
Ikke et uskyldigt Hendes Verden, men et “Hud” – blad med meget, meget fine og detaljerede billeder af… Ja, det skriver jeg så ikke her – gæt selv…
Vi anbefalede Jonas, at drengene holdt det lidt diskret af vejen, så de andre voksne ikke fik fingre i det – hvorefter Anders, med et solidt grin på læben, sagde at ældste sikkert også “kom til” at se i det… Vi valgte at overhøre det sidste og vinkede pænt farvel til drengene.
Adspurgt siger ældste, at han HAR kigget med, når drengene har skullet udvide horisonten – og hvem vil anfægte det sunde i at udvide horisonten? Ikke mig i hvert fald…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.