Hvor køber man en medalje?

Dagens dejligste overraskelse var, da jeg troppede op inde hos lægen, for at modtage “dommen”. I døren blev jeg mødt af manden i mit liv, som ikke syntes den slags skulle fordøjes alene – han skal skisme ha’ en medalje…

Nå, i venteværelset nåede jeg at male de frygteligste skrækscenarier… i fantasien ganske vist, men den er også den værste. Sjovt som man er i stand til at fremmane billeder af amputerede tæer, sorte ben og usikker gang i løbet af ingen tid, men lægen sagde så…

Værdierne på mit fastende blodsukker var for høje. Dette konstateret og optaget i mængden af information i fruens hjerne… Det var ikke nødvendigvis sukkersyge… Der skal yderligere undersøgelser til, så der kommer endnu en indkaldelse fra sundhedsvæsnet – de venlige mennesker… hvorefter vi endeligt ved om det er diæt, kontrol og udsigt til forværring, eller blot en snert insulinintolerans, som kan styres i en fornuftig retning uden de store sværdslag. Jeg håber naturligvis på det sidste…
Fødderne og den kulør de er begyndt at antage, skal udsættes for en nærmere granskning på et endnu ikke fastsat tidspunkt, så dem døjer jeg med lidt endnu. Skidt, så længe de ikke falder af… det er skide besværligt at skulle lære at gå uden tæer – tror jeg altså…

Alt taget i betragtning en besked, som sagtens kan indlede min weekend uden depressionstendenser eller andre underlødige ting i den boldgade, så lige nu sidder jeg stille med en kop kaffe og nyder udsigten til en hel weekend med hygge og en snert juleri… Ahhh!