Og de grinte så tårerne sprøjtede…

Ja, så endte det simpelthen med at være alletiders aften vi fik i går – og så i ualmindeligt godt selskab. Hanne og Preben stod for arrangementet og det gjorde de godt! Vi var ude at spise og sjældent har jeg spist så godt. Friskdampede muslinger, dansk dådyr og marcipan-/nougattærte – uhmmm…

Bagefter en lidt pinlig (for sen) entre til Vonda Shepard’s koncert, som rummede både det stille og det vilde – skønt!

Hanne er powershopper af guds nåde og en aften som den i går bli’r først rigtig god, når man har noget med hjem. Heldigvis var vores valg af restaurant Provence muligt at kombinere med Hannes handlelyst. De fungerer nemlig samtidig som galleri og havde bl.a. udstilling med Trampedach’s værker.

Små tryk i alskens udformninger hang overalt på væggene og der gik ikke lang tid før Hanne (og jeg indrømmer også mig) havde forelsket sig i et af dem. Med hjem måtte det, så der blev handlet, handlet og handlet… og tilsidst havde vi 2 tryk med hjem og det for næsten ingen penge, for Hanne køber ikke til fuld pris medmindre der er udstedt forbud mod at prutte med prisen.

På vej til koncerten var vi 4 mennesker, 2 billeder, 2 dame-tasker (de ER jo omfangsrige) og ellers en masse godt humør i min miniature-bil. Den bragte os sikkert til bestemmelsesstedet, hvor vi blev vist ind på plads af en temmelig misbilligende ansat. Så sad vi ellers der stopmætte, spændt til bristepunktet af al for rigelig indtagelse af både det våde og det tørre, men koncerten var skøn og Vonda Shepard er ualmindelig charmerende på en scene.

Efter koncerten var der (naturligvis) salg af hendes seneste album. De første 200 ville blive signeret af fruen, så det var med at være hurtig. Snart var Hanne forsvundet ind i menneskemængden ovre ved salgsboden, men ikke så snart havde vi indstillet os på at vente længe på hende, før hun kom ilende tilbage.

“Hvem snakker tysk?”, råbte hun tværs gennem det hele… Da tysk ikke er vores stærke side, måtte vi jo overlade forhandlingerne til Hanne selv, som ganske kort tid efter kom temmelig slukøret tilbage…?
“Jam’n jeg taler jo ikke tysk…”, var hendes kommentar til vores spørgende ansigtsudtryk. Tysk? Hvorfor var det lige tysk hun skulle snakke? “Jo, men jeg spurgte ham jo om han ikke havde nogle af de gamle albums også, og så svarede han mig altså på tysk… men så sagde jeg også was, gjorde jeg…”. Jamen han er da ikke tysk. Han er ganske almindelig dødelig ansat herude i Kongrescentret, så hvorfor det tyske? “Jam’n det aner jeg da ikke. Han talte altså tysk… Det er jeg sikker på at han gjorde…”.

Vi grinte godt da vi passerede manden på vej mod udgangen, hvor han stod og talte dansk med en af de andre koncertgængere. Hanne fik altså ikke mere end et billede til væggen med hjem, men på den anden side fik hun luftet sit skoletysk og det er vel ikke så ringe endda…