Men denne gang var der ingen med dræberinstinkter. Vi hyggede faktisk bare og det var både godt og rart. Vi tog det stille og roligt, så vores Triominos blev bare en langsom fornøjelse, men manglede der nu ikke noget? Manglede dræberinstinktet alligevel ikke? Blev det for tamt og kedeligt og skulle der alligevel have været en blodtørstig viking?
Det er ikke nemt at stille tilfreds. Det er der rigtigt mange mennesker, som uden at læse det med småt, ville skrive under på…
Vi blev enige om, at det dræberinstinkt vi altid griner lidt af, faktisk er med til at øge spændingen og ikke mindst underholdningsværdien, når man spiller. Fire milde mennesker – ja, det kan jeg være – gi’r ikke anledning til det store adrenalin-rush, så for ikke at gå helt sukkerkolde, enedes vi om, at vi næste gang vil insistere på at der skal være mindst én frådende og agressiv spiller med om bordet – så’n bare for underholdningens skyld.
Så’n er vi ind imellem så urimeligt krævende… ;-)
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.