Lidt pave er man vel altid…

Efter en dag, som bl.a. bød på samarbejde med en kollega (hvilket jeg elsker), en dejlig inspirerende arbejdsopgave som gav stof til eftertanke og siden en god men sen eftermiddagskaffe trængte jeg altså bare til en lur, hvilket familien bestemt ikke var indstillet på at gi’ mig ro til… Vuf mente det sjoveste i verden var at prøve at bide ørerne af mig. Yngste syntes jeg skulle se hendes engelske øvehæfte og sådan ku’ jeg blive ved… men…

Lidt pave er man vel altid, ikke?
Så jeg benyttede mig straks af de pavelige prærogativer og bestemte, at jeg simpelthen fortjente den lur. Med ufejlbarlighedsdogmet, som hænger uløseligt ved paveværdigheden, var der ikke meget at gøre – de var nødt til at æde den lur, så derfor blev døren smækket, dynen fundet frem og søvnen hentet – uha, det var dejligt! Der er altså ikke noget bedre end en stille lur, når den ellers får lov til at være stille…

Nu tilbedes paven jo ikke som nogen gud, så desværre var der heller ingen privilegier da jeg senere skulle op til aftensmaden. Vuf blev sendt på selvmordsmission og kastede sig med dødsforagt over mine ører, da vi nærmede os spisetid – faktisk kunne Steven Seagal ikke have gjort det meget bedre i en af sine alt for mange produktioner…

Havde jeg nu været pave, havde jeg HELT sikkert lyst Seagal i band. Bandlysningen kunne have lydt noget i stil med det her: “Ingen må give kætteren husly, end ikke et måltid mad, end ikke tale med ham. Hvis han ikke inden 20 dage tilbagekalder ALT hvad han har indspillet af dårlige b-film, skal bandet følge ham overalt og forkyndes hver søn- og helligdag. Ligeledes skal 3 kæmpestore sten kastes mod hans hus af henholdsvist Arnold Schwarzenegger, Eddie Murphy og Mel Brooks.