This is your goldfish speaking…

Med alene-kvalitets-tid bli’r jeg rådvild og ustruktureret. Løber 10 gange rundt om mig selv og har straks glemt hvad jeg ville. Har i virkeligheden 1000 projekter. Vil tegne, male, sy, strikke og bage brød til fryseren.

Hvad gør jeg? Jeg sætter mig ved computeren og bestemmer mig for, at tiden skal udnyttes optimalt. Begynder straks at arbejde med nogle sider, som er bestilt for længe siden, men afledes hurtigt af en pludselig opstået ide (se nedenstående indlæg) og glemmer at være fokuseret, men oplever verden roterende omkring en lille rød dims…

Efter lang tid opgi’r jeg, men får heldigvis hjælp – ellers havde jeg siddet der endnu. Jeg bestemmer mig så endeligt for, at det er på tide at være en smule udadrettet og udføre noget mere fysisk krævende og går straks i gang med at tømme-fylde-lægge-sammen oppe ved vaskemaskinen, da jeg pludselig hører en knasende, mistænkelig og bare overhovedet IKKE velkommen lyd fra ældstes KÆMPEstore akvarie…

Det lyder fuldstændigt som en revne i glas. En revne, som bare vokser sig større og større, for til sidst at udløse tusinder og atter tusinder liter vand, sten, planter, træstubbe og skrigende fisk på ældstes fine trægulv!

Jeg undersøger, med fingre og øjne gennemgår jeg minutiøst akvariets glas for selv mikroskopiske revner, men finder ingenting. Da jeg endelig er færdig og overbevist om, at lyden var et produkt af min til tider for livlige fantasi, hører jeg igen lyden af et glas der revner. Jeg er HELT sikker. Der sker mystiske og ikke videnskabeligt forklarbare ting med det glas…

“Hello… this is your goldfish speaking…”

En lille fisk – helt sikkert ikke en guldfisk, men spørg mig ikke hvad den så er for en stakkel – går igen i gang tæt ved glasset. Den tager en sten, glider op mod glasset og frembringer en lyd som beskrevet, mens den kigger med et hånligt blik i retning af mig (ja, ja… du mener sikkert det er et produkt af min fantasi, men jeg siger dig, det så sådan ud).

Der er intelligens i det akvarie. Intelligens ud over det forventelige og iboende en drevenhed som overgår selv min værste fiske-fantasi, så næste gang den prøver at skære sig igennem glasset, skal den ikke regne med at jeg kommer for at jage den væk…

Nej, så ka’ den få lov til at skære hul – ride på en surf-perfekt-bølge direkte ud på ældstes gulv, hvor den så kan kigge hånligt alt det den vil, mens den gisper efter luft og spjætter med halefinnen – jeg hjælper den dælme ikke!