Hjemkommet sent i nat…

– bli’r jeg vækket af glædeshyl og en stinkende hundeånde. Så er det op! Vi er nemlig vågne nu mor!
Oline og Oskar er i humør til henholdvist vild jagt efter mine tæer og pandekager… Oskar får ren besked. STOP nu med det samme – jeg gider ikke miste tæer, fordi jeg har været væk i knapt 2 døgn. Oline er straks sværere at få stoppet. Hun mener det er på sin plads, at vi starter søndagen med hjemmebagte pandekager… Hvad gør så en klog? Jo, hun allierer sig med nedenstående “ting”, som vækker stor lykke…

En åkande, som med stor fornøjelse bli’r vendt og drejet… Når man er 9 år gammel, er en badekarsprop-som-ligner-en-åkande bare LYKKE… Den nye kjole derimod, den fylder hende med undren og en følelse af… ja, ind imellem ryster det pigebarn mig bare… at være iført en tepose… Hvordan pokker kommer man i tanke om at sammenligne en kjole med en tepose? Nok er den beige men den er sørme da også påtrykt de yndigste roser i PINK – enhver 9-årig piges yndlingsfarve, så hvorfor lige en tepose? “Jo, det er mere følelsen jeg har, når jeg har den på”, siger hun… Hmmm… Måske jeg skulle prøve at sælge hende til højstbydende?

En frygtelig (dejlig) dag…

Dagen i går var frygtelig at vågne op til. Dennis skulle begraves. Rustet med kaffe, mindst 10 røgne cigaretter og roligt selskab af min søster til morgenmaden, drog vi afsted mod Ballerup Kirke, hvortil vi ankom i god tid. Blomsterne blev fundet frem og turen op af gangen mod kirken var tung at gå. Inde i kirken blev vi modtaget af bedemanden, som tog blomsterne, hvilket pludselig gjorde jeg følte mig både nøgen og sårbar. Der var kun én vej nu og det var ind til Dennis…
Inde i kirken stod kisten. Smukt pyntet, helt som han havde ønsket. Han havde selv planlagt alt til mindste detalje med undtagelse af de sange vi skulle synge i kirken. Jeg gik op til kisten, dvælede lidt ved den og fik snakket lidt med Dennis. Fik sagt farvel og givet ham de sidste løfter.
Langsomt fyldtes kirken, mens vi – den nærmeste familie – gik rundt og fik samling på os selv, så godt som det lod sig gøre. Vi fik fundet de pladser, vi skulle have i kirken. Fik sat os. Og brugte al den sidste energi til at få samling på os selv, så vi kunne gennemføre den sidste ceremoni, inden vi endeligt skulle sige farvel.
Vi sang. Thomy havde lavet de fineste små hæfter, med billede af Dennis og hans elskede børn på. Jeg kom nogenlunde igennem den første sang; Op al den ting, som Gud har gjort.
Præsten holdt den smukkeste tale. Hun var god. Virkelig god. Forstod til fulde, at det føles uretfærdigt at skulle miste så ung en mand, far og ven. Efter hendes tale, skulle vi synge igen. Rina havde valgt en af de smukkeste sange der findes: Kringsat af fjender. Valgt den fordi den er så smuk, men også fordi Dennis altid havde været glad for Gasolin og de på smukkeste vis havde fortolket den engang. Der brød mine forsvarsværker sammen. Jeg kunne ikke synge den sang. Jeg kunne ikke længere sidde og være Liselotte, som klarer det her. Jeg græd og forbandede alting. Jeg syntes det var så uretfærdigt og jeg var så bevidst om, at jeg kommer til at savne Dennis resten af mit liv. Resten af bisættelsen husker jeg ikke. Jeg koncentrerede al min energi om min smukke lille niece, 6 år gammel og med en smerte, som var næsten ubærlig. “Fjenden, det var kræften ikke?”, jo, det var det. “Hvis man nu kunne fjerne alle kræftcellerne, så kunne far jo bare flyve tilbage i sin krop igen og så har jeg jo en far igen, ikke?”. Ja, det ville være dejligt hvis man kunne det, men det kan man ikke. Far kommer ikke tilbage… Hold da op! 6 år gammel, skal man bare slet ikke være nødt til at forholde sig til den slags – 6 år gammel skal man have en far, som er der resten af ens liv.
Præsten stod udenfor og græd, da vi bar Dennis ud af kirken. Alle græd. Sorgen var ikke til at bære, men vi fik sagt farvel på smukkeste vis og kaffen bagefter blev en fin oplevelse, hvor vi delte minder med hinanden. Gav plads til både gråd og grin og på samme tid var sorgfulde, men også energifyldte med lyst til at opfylde et af Dennis’ ønsker for sin lille familie, nemlig at de klarer sig. Kommer igennem det her og ud på den anden side, med en stor familie omkring sig – alle med ønsket om at støtte, hjælpe og elske dem. De klarer sig. Det ved jeg de gør. Han havde valgt så rigtigt, da han i sin tid valgte sin livsledsagerske. En stærk, klog, varm og dygtig pige, som vil klare det her. Som er ramt af sorgen ved at miste sin mand nu, men som med sin store styrke og livsglæde alligevel vil formå at få skabt det bedste liv for sig selv og sine to børn. Jeg er helt sikker… og jeg vil være der og følge med i hendes og pigernes liv altid…

Dagen endte med at være en dejlig dag. Vi tilbragte resten af dagen i det bedst tænkelige selskab. Rina og pigerne, Thomy, Gitte og Jasmin. Man er bare rig, når man er del af så dejlige menneskers liv!