Når regnen falder tungt…

Nogen gange falder regnen så tungt, at man ikke kan undgå at blive våd. Sådan er det også med sorg i mit liv lige nu. Den falder også tungt og jeg kan ikke undgå at blive sørgmodig. Sådan er det bare… Jeg mister alt for mange af dem jeg holder af.

Jeg synes døden har været min følgesvend altid. Det er ikke rigtigt, men det føles sådan. Den er allestedsnærværende og vil være det i lang tid endnu – måske resten af mit liv, selvom sandsynligheden ikke taler for det. Jeg har i gave fået et skrøbeligt væsen at følges med. Hans fysik er ikke solid, men bygget af det fineste der findes, nemlig tapperhed. Han tåler næsten alt og tåler alligevel så lidt. Han er så skrøbelig, som var han lavet af det tyndeste glas. Han tåler ikke mange revner eller skår, så jeg passer på ham og er hele tiden angst for at nogen eller noget støder ham.

Samtidig prøver jeg at udfordre ham uden at støde ham. Prøver at give ham oplevelser som ikke tærer, men styrker. Giver ham håb og kritisk sans. Lover ham guld og grønne skove hvis bare han bliver her hos mig, for jeg tåler ikke at miste mere…

Vi nærmer os vinteren og dermed tiden for stød og skår. Hvert år på denne tid jubler han og jeg over regn og rusk, som vi begge altid har elsket. Hvert år på denne tid snakker vi om, at det er vigtigt at vi passer på ham og ikke udsætter ham for ting som tærer, men alt det der nærer. Hvert år ved denne tid, lover vi hinanden, at vi vil se foråret sammen.

I år er løftet det samme…