Nogen gange falder regnen så tungt, at man ikke kan undgå at blive våd. Sådan er det også med sorg i mit liv lige nu. Den falder også tungt og jeg kan ikke undgå at blive sørgmodig. Sådan er det bare… Jeg mister alt for mange af dem jeg holder af.
Jeg synes døden har været min følgesvend altid. Det er ikke rigtigt, men det føles sådan. Den er allestedsnærværende og vil være det i lang tid endnu – måske resten af mit liv, selvom sandsynligheden ikke taler for det. Jeg har i gave fået et skrøbeligt væsen at følges med. Hans fysik er ikke solid, men bygget af det fineste der findes, nemlig tapperhed. Han tåler næsten alt og tåler alligevel så lidt. Han er så skrøbelig, som var han lavet af det tyndeste glas. Han tåler ikke mange revner eller skår, så jeg passer på ham og er hele tiden angst for at nogen eller noget støder ham.
Samtidig prøver jeg at udfordre ham uden at støde ham. Prøver at give ham oplevelser som ikke tærer, men styrker. Giver ham håb og kritisk sans. Lover ham guld og grønne skove hvis bare han bliver her hos mig, for jeg tåler ikke at miste mere…
Vi nærmer os vinteren og dermed tiden for stød og skår. Hvert år på denne tid jubler han og jeg over regn og rusk, som vi begge altid har elsket. Hvert år på denne tid snakker vi om, at det er vigtigt at vi passer på ham og ikke udsætter ham for ting som tærer, men alt det der nærer. Hvert år ved denne tid, lover vi hinanden, at vi vil se foråret sammen.
I år er løftet det samme…
2 kommentarer
donald
2. december 2005 at 10:47K?re Karin, hvor g?r det dog ondt, at l?se det her. Det er en frygtelig situation at st? i, for ikke alene er vores b?rn s?rbare, men vi som for?ldre, er endnu mere s?rbare i den forstand, at vi hver eneste dag forlader os p?, at der er voksne omkring vores b?rn, som elsker og respekterer dem.
Jeg h?ber du f?r ro i sj?len og det hele viser sig at v?r ingenting – og god weekend til dig ogs?.
donald igen
2. december 2005 at 10:26Hej Liselotte.
Jeg h?rte dig i radioen og blev nysgerrig, m?tte lige ind og kigge her.
Er selv mor til en multihandicappet pige og har lige f?et brev hjem om at chauff?ren p? skolen er til afh?ring hos politiet for bluf?rdighedskr?nkelse. Tusind tanker farer igennem mit hoved, mit barn er den sidste der bliver sat af p? ruten, alle de gange jeg har g?et og ventet og undret mig iover s? sent de kommer, hun sidder fastsp?ndt i sin k?restol, kan ikke forscare sig mod nogen eller noget, er fuldst?ndig afh?ngig af de omgivelser hun f?rdes i behandler hende moralsk og etisk korrekt.
Sproget vi har sammen kan ikke forklare overgreb som dette. Jeg har en forf?rdelig kvalme, hvad f?r dog mennesker til at g?re s?dan noget mod forsvarsl?se b?rn som i forvejen er marginaliserede, h?rdt pr?vede med sygdomme operationer, manglende selvhjulpenhed, manglende sprog, manglende venner, manglende oplevelser. Nej nu lyder det for negativt, livet er ogs? smil, et hoved der kan hvile p? min skulder, en lille h?nd der nusser min, et ben der sparker n?r jeg ikke er opm?rksom, en vidunderlig ?jenkontakt der kan drille, spille sk?lmsk og v?re meget irriteret, ?jne der siger alt,men som ikke kan fort?lle om/hvad der er sket p? vej hjem fra skole.
Suk, jeg m? ha’ det opklaret, f?r ikke fred f?r.
God weekend fra Karin.