Flugtkongen…

– har slået til igen…

Hvor fedt er det klokken 7 om morgenen, at se en kone med morgenhår, en gammel klud, tilfældigt samlet op fra gulvet, kastet på kroppen sammen med et par ucharmerende gummistøvler styrte ud i nabolaget, mens hun råber af sine lungers fulde kraft: “Jeg siger dig, du skal eddermame få kærligheden at føle når jeg fanger dig…!”

Ikke specielt fedt men i hvert fald temmelig sjovt… åbenbart…

Arbejdsomme mennesker, fornuftige hundeejere (MED snor i dyret), tidlige skolebørn og en enkelt skorstensfejer har EPO-riseret mig med muntre tilråb, mens jeg løber ned gennem det lokale kvarter iført ovennævnte.

De gi’r direktioner. “Han løb vist ind i den have der…”, ja, sikkert, men der kan jeg jo ikke komme flagrende ind på det her tidspunkt, vel… “Pas på Gugvej, der er meget trafik nu”. Ja, det ved jeg for fanden da godt, ellers havde den skide hund da fået lov til at strejfe alt det han havde lyst til. Jeg stiller fandeme ikke frivilligt op til almindelig morskab for de lokale beboer her i kvarteret! “Er han brun, for så så jeg ham for 5 minutter siden nede bagved…?” Nej, han er ikke brun! Han er en lille hvid lortehund, som lige nu er på randen til at begå selvmord, så…

Jeg kan høre dem allesammen grine hver gang mine ben fjerner mig fra dem – de ka’ sgu sagtens grine… Det er ikke dem der er på jagt.

Endelig! Efter 10 minutter finder jeg ham. Han står og får klap og kæl af en flok dageplejebørn længere nede af vejen. Jeg skælder og smælder og bliver pludselig pinligt bevidst om hvordan jeg i grunden ser ud. Selv på jagt efter Oskar på springtur er jeg forfængelig. Arghhhh…