Dennis døde ved 15-tiden i dag. 36 år gammel og far til to små børn. Han døde med hele familien omkring sig og med sin elskede Rina til at holde godt og trygt fast i den krop, der ikke ville længere…
Jeg elskede ham. Han var mit hjertes lillebror og jeg vil savne ham helt forfærdeligt.
Han nåede aldrig at få det brev jeg havde skrevet til ham, før det var for sent. Det gør mig ked af det, men jeg ved at han vidste alt det der stod i det brev. Alle de ting jeg gerne ville sige, havde jeg sagt så mange gange før.
Jeg sender ham en kærlig tanke og min elskede, stærke mand til at støtte den familie han kæmpede for lige til det sidste.
Æret være hans minde…
3 kommentarer
Liselotte
17. september 2005 at 18:28N?, den slags tager tid… :-)
sfw
17. september 2005 at 18:09-fik slet ikke det hele med:
Tiden l?ger nogle s?r p? en vis m?de, og andre p? en anden. Det med den sang du n?vner dine f?lelser om, forst?r jeg s? godt, s? godt. Jeg har det p? samme m?de med Erik Grips fortolkning af “De Levendes Land”, selvom den historie, som den knytter an til ogs? er ved at v?re “gammelt nyt”. -men over det? Kommer man jo ikke.
sfw
17. september 2005 at 18:03Kondolerer – p? det varmeste. Det er altid sv?rt n?r nogen d?r – ord bliver tit meningsl?se, eller i bedste fald malplacerede. M?ske is?r n?r det er een man er ret j?vnaldrende med.
H?ber hans rejse gik nogenlunde rart for ham, hvor han end skulle hen.
Varme tanker herfra trods sprogets mangelfuldhed.