Fodbold interesserer mig altså ikke… Kald det en brist i min opdragelse, men så’n er det bare…
Måske handler det i virkeligheden om, at jeg er enormt dårlig til holdsport. Ja, jeg har forsøgt det – endda mange gange og med forskellige sportsgrene, men uden den store succes…
Jeg husker tydeligt dengang da jeg blev smidt af fodboldholdet og erindringen om den dag da træneren foreslog mig at droppe håndbolden er også ganske klar endnu. Jeg var lidt for agressiv i min spillestil mente han… Hmmm, bare fordi de andre ikke skulle røre mig når jeg var tæt på målet og jeg så gav dem en albue… er det måske specielt agressivt…?
Holdspil er bare ikke mig.
Jeg har nok en brist hvis jeg i virkeligheden tænker efter, for ensretning er heller ikke noget for mig og det indre barn hopper lige ud og begynder at lege “Lotte-Modsat” når jeg står i formationer og modtager kollektiv besked om at træde 2 skridt til venstre, 1 frem og 3 tilbage… Husker endnu tydeligt ydmygelsen da jeg af underviseren blev foreslået at droppe jazz-balletten da vi to ganske afgjort ikke gavnede hinanden…
Min veninde Jette, smuk, langlemmet og med et gudsbenådet talent for at koordinere sine lange smukke lemmer, havde foreslået mig at deltage sammen med hende og selvom jeg, realistisk som jeg er, havde indvendt, at jeg ikke ligefrem havde talent for at koordinere noget som helst, insisterede hun. Det blev som sagt ikke nogen succes, så det der med at stå mange og modtage kollektiv beskeder om kropslige anliggender… ja, det er altså bare ikke mig.
Der er noget småperverst i at finde fornøjelse i at modtage kollektive ordrer – det mener jeg virkelig. Jeg har endnu ikke fundet det nyttigt, men på den anden side set, så fungerer jeg heller ikke specielt optimalt i gruppe-foretagender… Måske jeg skulle kontakte en terapeut – bare så’n fordi jeg er totalt asocial…?
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.