Det var tider…

Jeg er 8 år gammel, Annemette 6 år og vores verden består stort set af gården bagved nummer 33 og 35. Vi er mange unger og der kommer flere fra nabogårdene, så ind imellem er der en værre larm og Fru Jacobsen eller Fru Vorså stikker hovedet ud af vinduet og beder os om at dæmpe os. Sure er de. Vi er ret sikre på, at i hvert fald Fru Jacobsen er en heks, for hun har en vorte på næsen. Karin mener også at Fru Vorså kan være det, for der er vist noget med, at de kan gemme sig bag forklædninger.

Fru Jacobsen har en dum hund. Han gør hele tiden og vil også gerne bide. En lille møgkøter, som Leif siger, når ingen voksne lytter. Leif er den ældste af os, og der står en respekt omkring ham, som kommer af at han er ganske ondskabsfuld og så selvfølgelig større end os tøser. Han er den eneste dreng i gården, så helt automatisk har han indtaget førerpositionen og er den der bestemmer.

Ind imellem stikker enten Hr. eller Fru Jacobsen hovedet ud af vinduet og vil have os til at stikke over til Købmand Krogh efter et eller andet. Vi hader det, for ingen af os kan få os til at sige nej. De er så sure og nærige deroppe på 1. inde i baghuset. Der lugter også grimt oppe ved dem og når de byder os indenfor lugter der stærkt af sur cigar. Altid skal vi tage den dumme hund med til købmanden og ikke nok med at den gør, den vil også gerne snappe efter os.

Snoren får den på og så afsted til købmanden. Udenfor er en krog og hunden bliver sat fast mens vi skynder os ind efter varerne til Jacobsens. Hunden står altid udenfor og gør og piber og samtidig kan vi se at Fru Jacobsen har stukket hovedet ud af vinduet derhjemme, så hun kan holde øje med os.

Når vi kommer tilbage vil hun skælde os ud over at den stakkels hund har måttet stå udenfor, men Købmand Krogh har sagt, at han ikke vil se den i butikken, så hvad pokker skal vi gøre. Når hun er færdig med at skælde ud vil hun sige, at fordi hunden blev ked af det er der ingen skilling for ulejligheden og sende os ned ad trappen igen. Det sker hver gang, og vi unger er ikke i tvivl om, at hunden bruges som en undskyldning for ikke at skulle give os lidt penge for ulejligheden. Ja, de er dumme på 1. i baghuset…

Vi unger er ellers altid villige til at løbe ærinder. Det er på den måde vi får sparet sammen til forvandlingskuglerne og lakrids-oplukkerne vi køber ovre hos Krogh.

Når vi ikke løber ærinder, leger vi. Der er altid masser af unger at lege med. Mange af os har mødre der går hjemme, og dem der ikke har – ja, dem misunder vi, for de har en nøgle hjem til hængende som en medalje om halsen. De ved godt den nøgle er kilde til misundelse, så den bliver båret udenpå tøjet…

Kære Oline, jeg er på vej… Det går måske ikke stærkt, men den historie du bad om, om min barndom, er begyndt og den tager mig med på ture tilbage til evige somre og snefyldte vintre – du skænker mig, uden at vide det, masser af lykkelige timer tilbage i barndommens land… Tak, din dejlige unge!