Dagen i går bød på en meget smuk dame fra New York. En nonne. Bernadette Wynne, som er et ualmindeligt behageligt bekendtskab. Sådan et af de der unikke mennesker, som altid kan huske hvad man hedder. Altid spørger til ældste og hans helbred. Altid spørger hvordan jeg har det. Altid viser ufattelig stor omsorg for sine medmennesker…
Det er 2 år siden jeg har set hende sidst. Alligevel husker hun mig. Hun arbejder på Helen Keller National Institute. Arbejder hver dag, året rundt, med at give folk livsmod og livsglæde. Er et unikum, når det kommer til at tælle de lyse timer. Griner af at hun lever i fremtiden, når hun hiver sin kalender frem – den er nemlig ikke bare for 2003. Næ nej, den rækker helt ind i 2005, for der er arrangeret undervisning rundt omkring i hele verden de næste år frem.
Går hver dag en rask tur i det friske vejr. Strikker til alle de fattige og hjemløse i New York. Holder juleaften for de samme. Lever i bofællesskab med 7 andre nonner. Har levet uden mand hele sit liv, har ingen børn, men måske af samme grund en uudtømmelig kilde af kærlighed at øse af.
I går stak hun mig en lille pose. I den lå 2 stykker chokolade medbragt fra New York og en quarter med Helen Kellers portræt præget i – hendes konstante inspiration i hendes arbejde med døvblinde – og sagde, at chokoladen var til børnene og mønten til mig, så jeg havde noget til at minde mig om, at jeg havde udrettet noget godt…
Hmmm, jeg havde nu bare udført mit arbejde, men som hun sagde: “Samtidig har du jo bidraget til, at der er mennesker, som tager inspirerede hjem og udretter fantastiske ting. Havde vi ikke haft dig med i dag, kunne vi ikke have gennemført det.”. Den slags gør mig ydmyg og jeg føler mig åndsvag, når jeg så står og forklejner min indsats i stedet for at modtage den anerkendelse, som hun så gerne vil give. Hun er et helt enestående menneske…
Hov, fik jeg forøvrigt sagt at energibundtet er over 80?
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.