Ufatteligt så lange nogle dage kan være… Og så trætte de kan gøre en…
Har tolket lutter fremmedsprog i dag. Nå ja, tegnsprog er vel egentlig også fremmedsprog for de fleste, men har tolket fra engelsk, svensk og norsk siden 8.30 i morges. Jonglerer glad og gerne med alle de forskellige udtryk for samme ting. “Det hinnar jäg inte…” bli’r hurtigt til: “Det kan jeg altså ikke nå…”. Severe Hearing Impairment omdannes i hjernen lynhurtigt til et omfattende høretab o.s.v. Ingen problemer her – det kører bare… altså indtil jeg sætter mig ind i bilen for at køre hjem…
Ufatteligt at der endnu ikke har været alvorlige ulykker på motorvejen nord for Ålborg under de her intense kursusforløb, for når jeg kommer hjem husker jeg sjældent hvordan det er sket… Det er automat-piloten der sætter ind. Jeg kører på rutinen og det er i virkeligheden enormt farligt, for når jeg kan nå at køre 35 kilometer uden bagefter at kunne genkalde noget som helst om turen, bli’r jeg da en smule bekymret…
Måske er det i virkeligheden fordi jeg befinder mig i en tidslomme. Et af de sorte huller opsluger mig i det øjeblik jeg sætter mig ind i bilen og “pheeeeew”… spytter mig ud igen, hjemme på matriklen. Det er sådan jeg håber det sker, for det er dybt foruroligende at kunne komme så langt uden bevidsthed, ikke…
Der er masser af ting man kan foretage sig uden at befinde sig på det helt klare bevidsthedsplan. F.eks. kan jeg klapre på computeren, spise madder, drikke cola, snakke med min svigermor og vaske tøj uden at behøve anstrenge mig for at trænge ind i virkeligheden, men at køre bil…! Det burde jeg altså ikke gøre uden at være tilstede her og nu… Så træt må man bare ikke være…
Tror jeg tager en slapper i aften… Lader størstedelen af hjernen hvile og finder de reptile sanser frem – tæver et par af drengene i Age of Empire og går tilfreds i seng inden det bliver alt for sent. I morgen lover jeg at anstrenge mig, når jeg kører hjemover…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.