Jeg er fuldstændigt vild med langsomme film, som giver sig tid til at dvæle. Tid til at fordøje og tid til at sanse. Den slags er der alt for lidt af i verden i dag og når dramaer vokser frem fra helt banale kulisser sidder jeg altså fuldstændigt bjergtaget og er stille i mere end de sædvanlige 30 sekunder…
Sådan en film sendte de på TV2 i aften. Under solen, en svensk film så smuk at det næsten gør ondt…
Livet er en lang kæde af begivenheder, som allesammen er med til at forme os. Det ælter os, som var vi lavet af ler. Passer vi ikke, ælter det en ny form. Nogen gange føles den form helt forkert, men som tiden går og puslespillet ikke længere kun er små brudstykker, men vi begynder at ane konturerne af helheden kan vi se, at den forkerte form ikke var forkert, bare uvant…
Mon der findes en skæbne…?
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.