Jam’n er det en overraskelse? Helt seriøst, hvem kan så tage den mand seriøst? Jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra de grimme billeder der fiser gennem mit hovede når jeg ser ham optræde…
Han minder mig i grusom grad om Dumpe – dværgen i Snehvide – og helt ærligt, så har han endnu ikke imponeret mig med sin intelligens men nærmere med manglen på samme. En lille marionet, som er fuldstændig krigsliderlig og med en karisma som en regnorm. “Overhovede for verdens mægtigste nation – here I come…”, skriger han hver aften når han iført Supermandskostume, kaster sig fra kommoden og ned i dobbeltsengen til bamserne og fru Bush… Hva’ der derefter sker har jeg endnu ikke turdet forestille mig…
Nå, det var lige et alvorligt sidespring…
At være blind (eller endda døvblind) kræver ualmindeligt meget mere end almindelig tillid til omverdenen og de mennesker man omgiver sig med. “Er det nu sandt, at jeg ikke har flødeskum i hele hovedet”?… “Er den skjorte nu virkelig pæn, eller…”? Hold da op, hvor det må være krævende at være afhængig af andre altid og hvor er det beundringsværdigt når man møder disse mennesker, som er dedikerede til at opøve færdigheder som gør dem i stand til at klare dagligdagen uden hjælp. Sikke et slid og en fantastisk anerkendelse der ligger i at få deres fulde tillid, når man fungerer som kontaktperson…
Jeg er blevet klogere på verden i dag – det er fedt!
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.