Sætter mig stille på nummeren…

Hvordan fanden kunne de?
Tænk engang, at danse, hygge, snakke og flirte med en dejlig 23-årig pige på det lokale diskotek. Smile imødekommende til hende og lade hende fantasere lidt om hvor sød man er, vise omsorg og på et tidspunkt pænt spørge hende om ikke hun har lyst til lige at trække lidt frisk luft udenfor… FOR AT SLÆBE HENDE VÆK med vold og magt – aftalt spil!

3 kammerater står udenfor og venter. De hjælper. Slæber hende skrigende ned ad de nattestille gader. Ned til havnen, hvor der er stille. Hjælpes ad med at sørge for, at hun ikke kan råbe for højt. Blotter hendes underliv i enighed, hvorefter de på tur voldtager hende…
Hvordan fanden kunne de?

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår simpelthen ikke hvad der får mennesker til at agere på den måde. En enkelt psykopat i ny og næ er ikke til at undgå, men 4 kammerater, som aftaler at dette er aftenens agenda – hvor er det uhyggeligt! Jeg bli’r skræmt ved tanken om at min datter om nogle år vil ind i Gaden og ha’ det sjovt. Virkelig skræmt!
Jeg kom selv derinde i min pure ungdom. Der skete aldrig den slags. Højst et slagsmål, som hurtigt blev afsluttet fordi alle hjalp alle dengang.
Hvad er der sket? Hvorfor oplever vi denne forråelse i samfundet. Hvor går det galt? Værdinormer der ikke bliver videregivet. Moral og etik eksisterer til stadighed, men er kun levende hvor det praktiseres og formidles. Hvem har ansvaret?

Jeg har besluttet, at det ikke nytter at diskutere ansvar. Det nytter at TAGE ansvar. Fremover vil jeg bruge meget tid på at snakke med Oline om værdinormer, moral og forsøge at give hende en ballast, som er noget værd den dag hun står derinde. Jeg ønsker ikke at skræmme hende, men hvordan pokker undgår jeg det, når jeg kun har eksempler som dette? Hun skal ikke være bange. Hun skal være klog.
For pokker jeg synes det er svært, det her…