Av for pokker…

Hmmm… ved sgu ikke rigtigt hvad jeg skal skrive. Har haft nogle turbulente døgn, som har gjort mig meget klogere, men også enormt forskrækket. Jeg tror ikke det er noget jeg har lyst til at dele med nogen, men dagen i dag er en god dag – ligesom alle de andre dage…
Jeg synes det er uhyggeligt, skræmmende og forfærdeligt at være sårbar. Jeg kan ikke være i det, men lærer af det og SKAL lære at give mig selv lov til at være det. Det nytter ikke at ville være stærk altid. Det er der vist ingen mennesker som kan være, men det kræver uendelig stor tillid at være sårbar.

Jeg har øvet mig i de sidste døgn.

Jeg er ikke god til det. Det passer ligesom ikke til mig. Pis! Man kan ikke synes at det “ikke passer til mig” at være sårbar, men det er sådan jeg har det. Jeg forlanger altid af mig selv, at jeg har styr på tingene. At jeg ikke lader mig vælte og at jeg altid er den der har tjek på verden omkring mig.

Hvorfor er det lige jeg bilder mig selv ind, at jeg kan styre verden – at det ikke er den der styrer mig? Jeg er sgu forbandet naiv eller blind når det kommer til den slags. Har været forskånet for meget og er vel generelt heldig med at tingene flasker sig for mig, så da min hest snublede forleden kan det nok være jeg kom ned af den i en fart. Av for pokker… Jeg fik nogle knubs, men heldigvis kun den overfladiske slags, som heler på kort tid. Jeg tror ikke der bli’r varige men. Jeg tror det ikke… Jeg er i gang med at hele lige så stille…

Sanne sov her i nat. Hun havde en god aften i byen og det var dejligt at se, at hun formår at hygge sig. Hun starter ferie i dag, så det bliver sikkert også rart for hende, at få lov til at holde pause fra arbejdet lidt. Hun ser bare godt ud lige nu!

Fik snakket med Jon i går. Det var skønt, for det er alt for længe siden sidst. Vi snakkede ikke længe, men jeg kan mærke at jeg savnede ham. Han er sgu en dejlig fyr, som er skide sjov at være sammen med. Vi håber snart han kommer herover på visit.

Fars lys brændte hele dagen. Jeg slukkede det lige inde jeg gik i seng, og sendte ham en stille tanke.

Synes lige det her skal med – det er et digt Benny Andersen har skrevet til sit livs kærlighed, men det passer så godt på det jeg føler for kenneth…

Mit Hjertes Indvandrer

Jeg mødte dig som en fremmed
men fandt ud af at du kendte mig
bedre end jeg selv

Du førte mig på opdagelse i mig selv
du kendte genveje
til oversete udsigter
undersete koralrev
Hvad der på mit kort stod opført som
BLIND VEJ
viste sig at føre til sindets største
og kærligste lufthavn

Du tog mål af min daglighorisont
og mens jeg sad som på nåle
så du dit snit til
at trække nålene ud
og anvende dem i dit snitmønster
du klippede og øgede og lagde
min gamle konfektionssyede horisont ud
med adskillige tusind kilometer
så den ikke strammede så meget om livet

Først langt ud på natten
nikkede du tilfreds:
“Den vil nok i begyndelsen føles
lidt rigelig om fortiden
men den er beregnet til at vokse i
og den klæder dig virkelig godt!”

Min livsfordobler
mit hjertes indvandrer
med lidt for vide
let slaskende horisonter
omfavner jeg dig
i denne fortrolige forårsnat.