En nat jeg godt kunne undvære…

Hold da op hvor man nogen gange får snakket… Og hvor er det vigtigt og kun alt for nemt at glemme…

UPDATE… Har været oppe i nat klokken 4. Alexander var ked af det og lå og gav sig. Oskar kom ud i haven for at tisse men bagefter mente han bestemt det var tid til at lege. Umulige hund, for forklare ham at det skulle han IKKE var helt håbløst. Jeg var nødt til at lege med ham inden jeg kunne få ham til at blive i hans kurv… ØV! Bagefter tog jeg 2 panodiler – hovedpinen var ikke væk…

Jeg er bange for, at Alexander måske har et eller andet på vej. Han har givet sig en del i nat og er meget mat nu. Han sover næsten, sidder bare og er sløv og virker som om han ikke har det helt godt. Det skulle lige passe… Vi skal jo til København torsdag efter at have afleveret Alexander på Danahus. Over for at besøge Dennis. Lige nu vælter verden så nemt. Der skal ikke meget til at gøre mig ekstremt stresset eller ked af det.
Det skal bare lykkes at komme derover. Alting er på plads nu. Vi mangler kun at ringe til 5 mennesker og forklare, at vi udsætter festen. Dennis glæder sig til vi skal komme og jeg tror ikke jeg kan bære ikke at komme afsted. Alexander skulle så på Danahus og Oline har mormor lovet at passe sammen med Oskar hernede. Så flytter hun bare ind hernede og sørger for hund og barn. Hun er fantastisk i den retning. Jeg ved ikke hvad vi skulle gøre uden hende.

Kryds lige fingre for at det lykkes!

Fars fødselsdag…

Det er fars fødselsdag i dag. Han ville være blevet 63 år, men sådan skulle det ikke være. Hans sygdom og den efterfølgende død har været en del af mit liv, som jeg ifølge omgivelserne har tacklet rigtigt flot – hvad det så end er… Ja, jeg har været god til at komme videre. Det er jeg! Jeg er et optimistisk menneske, som ikke kan være nede længe af gange, så skal jeg op og have luft, grine og være glad igen. Jeg er for fuld af livsglæde til at være ked af det for længe, men ind imellem… Jeg har den sidste tid oplevet, at jeg på mine lange køreture rundt i landet pludselig har set et eller andet, som har udløst sorgen over at have mistet far. Så tager jeg mig en ensom tudetur, hvor jeg raser over at han kunne finde på at forlade mig allerede. Jeg finder langsomt ud af hvad han i virkeligheden betød for mig. Det er jo ham jeg ligner på så mange områder – det var ham som altid forstod mig. Han var hård ved mig, men netop fordi han altid gennemskuede mig og ikke ønskede at jeg skulle begå sammen fejltagelser som han selv havde gjort. Han så lige igennem mig, ligesom jeg så lige igennem ham. Det vidste vi begge to.
Vi var ikke gode til at sige/udtrykke at vi elskede hinanden, men jeg vidste altid, at uanset hvad jeg ville havne i, kunne jeg regne med at han ville slås med livet som indsats når det gjaldt. Han var der altid til at hjælpe, samle op, rådgive og støtte – det at han ikke er her mere, vil for altid efterlade et kæmpestort savn hos mig. Der er masser af andre mennesker hvis hjælp jeg kan regne med, men det at have en far, er jo noget helt specielt.
Jeg tror jeg vil tænde et lys for ham i dag.